Johan Jacob Christian Schrøder, født i Klejs 12. juli 1839, var nevø til skibsbygmester Joh. Fr. Schrøder, han lærte skibsbyggeriet på Kalø ved Åbenrå og var der med til at bygge tre kinafarere, lærte derefter skibskonstruktion hos overkonstruktør Kildentoft i marinen. Kom til Nordby i 1859 som mestersvend og konstruktør hos Jes Th. Hansen. I 1864 løste han næringsbevis som skibsbygmester og byggede bark "Christian", 98 K.L, til Chr. Nielsen.

Da dette skib var færdigbygget flyttede Schrøder til Horsens, hvor han i 1866 byggede skonnertbriggen "Grev Rantzau" til N. N. Svarrer i Nordby, derefter skonnerten "Anne Sørine" til Jes N. Nissen i Sønderho.

Niels Nielsen, født i Jejsing ved Tønder den 12. juli 1827, d. 22. juli 1898. Under tre års krigen flygtede han, der var tømrer, til Fanø, hvor han fik arbejde ved skibsbyggeriet. Nielsen blev kaldt Niels a Pe Mølles. I 1866 fik han næringsbevis som skibsbygmester. Han byggede en hel flåde af skonnerter. Hans værft lå lidt nord for Færgebroen på Færgestrand 2 fra 29. april 1873 til 13. april 1886. Endnu længere ude til nord byggede Bolvig et par skibe. Grunden havde tidligere tilhørt Brødrene Kolvig, Carl Wilhelm og Frederik Kolvig, der drev saltraffinaderiet. I 1874 byggede Nielsen et større fartøj, den skulle foruden at være lodskutter også varetage vagertjenesten. Ved den tid var der seks lodser på Fanø. Nielsen arbejdede også som saltmester.

Nielsens forretning gik måske ikke alt for godt, idet han den 1. februar 1877 får behandlet sit bo som konkurs. I 1887 sælger Nielsen ejendommen til sin svigersøn, skibstømrer Thomas J. Thomsen.

Indtil 1888 lå her et saltværk, der ikke blot forsynede øen, men også eksporterede til Ringkøbing, Varde, Ribe og Holsten. 

Salt i forbindelse med opbevaring eller salg af fisk har altid hørt sammen, idet fisken nødvendigvis måtte saltes også til eget behov for vinteren. Saltet var så dyrt at købe, set i forhold til indtægterne ved salg af fisken, at de fattige fiskere ofte havde svært ved at få råd til at købe salt. Tolden på salt var ganske høj og handelen var i lang tid monopoliseret, dette fristede fiskerne til at indsmugle saltet.  

Tolden var stadig høj på salt, og smugleriet fortsatte, men endelig i 1838 får apotekets bestyrer, J. P. Fischer, på Fanø den 7. august tilladelse til at anlægge et saltværk i Nordby, og "at maa sælge det fra bemeldte Raffinaderi fremstillede Salt til alle og enhver i store og smaa Partier". 

Foruden mesteren selv arbejder der 9 mand plus 8 - 9 daglejere i værket. Fischer havde selv et par skibe, der hentede saltstenene og kullene hjem, og med et par mindre fartøjer afskibede han salt og kul til Ringkøbing, Varde, Ribe og byer i Slesvig-Holsten. Han anlagde også en smedje, så hans samlede virksomhed gav arbejde til mange mennesker.

Brødrene C. V. Kolvig, Nordby, og konsul Fr. Kolvig, Ribe, købte i 1855 de tre fjerdeparter og driver værket fra 1855 til 1875. de drev også et betydeligt skibsrederi. 

Under Kolvig blev virksomheden endnu større og man solgte også salt til fiskepladserne langs Vestkysten. 

C. Kolvig blev senere Nordbys første postmester, han boede i lejligheden ved Saltværket, hvor også postkontoret var.  

I den tid kom der af og til skibe fra Lissabon med salt, som var befragtet af Kolvig. Saltstenene hentedes i Bristol kanalen i egne skibe, ligesom kul, og da de senere anlagde et kalkbrænderi – kalkværk med ovn og tilbygning, nord for saltværket, indførtes også kalksten.  

Saltværket lukkede i 1888

Den mand, der fik ideen til at udnytte Vesterhavets forfriskende bølger som badested, var P. Duysen. Han var født i Sophiekoog i Ditmarsken 1820 og ved stormfloden 1825, da vandet bortskyllede flere byer ved Vadehavets kyster, blev hans barndomshjem ødelagt af stormfloden, og hele byens beboere omkom i bølgerne, men Peder blev reddet. Sagnet går, at den første, der drev badevæsen på Fanø, som barn kastedes ind ude fra havet fastspændt til en vugge, altså noget lignende kong Skjold.  

Det er jo ikke rigtigt, men noget er der om det, for så vidt som Peder Duysen på sin første rejse fik sig en ordentlig gyngetur. Han drev, fastspændt til en vugge ind til det højere land og blev reddet.  

Han kom til Fanø i midten af 1840'erne som bestyrer af Fischers Saltværk, hvilket han senere blev ejer af.   

I sommeren 1851 tager han det første skridt med at skaffe Fanø et Badested. Han meddeler i "Ribe Stiftstidende", at han "efter fleres Opfordring har ladet bygge et Bade- og Svømmehus med 4 kamre, som henligger i Nordby Havn til daglig afbenyttelse". 

Duysens badeanstalt bestod af to tømmerflåder, en for kvinder, og en for mænd. Ved ankre var den fastgjort således, at man kunne bade både ved høj- og lavvande. På hver af disse flåder, var der anbragt 4 kabiner (afklædningsrum) og ud imod vandet en stor markise, der gik ned til vandoverfladen. I disse vandrum under markisen, badede man så udelukket fra sol og luft. At gå udenfor var ikke passende, det tænkte man overhovedet ikke på. Hvert bad kostede 35 øre, en efter datidens prisniveau meget høj sum. 

I sommeren 1854 annoncerer han i "Vestjydsk Avis" i Varde. Han kalder sig da ejer af "Søbadeanstalten paa Fanø" og bekendtgør "for Varde Bys og Omegns beboere er mit velindrettede Badehus udlagt ved Nordby Færgested til behagelig Afbenyttelse". Der kan nu købes 12 billetter for 9 mark. Samtidig anbefaler han "et styrtebad á en mark i min Bopæl".  

Foretagendet havde succes. Der kom hvert år adskillige fremmede til Fanø for at bade og Duysen byggede et hotel - "Badehotellet" - kaldte han det (det senere Hotel Nordby) - hvor han kunne modtage badegæsterne, som nu også søgte ud til Vesterstranden for at bade, hvilket dog skete fra åben strand i en lang årrække.  

   Allerede i 1853 havde Duysen søgt om bevilling til at drive hotel i Nordby med restauration, billard og bageri og fik også sogneforstanderskabets anbefaling, men ingen bevilling.  

I 1857 indgiver han på ny ansøgning om bevilling til opførelse og drift af et hotel ledsaget af anbefalede erklæringer fra pastor Biering og doktor Lorck samt følgende erklæring fra sogneforstanderskabet:   

"Pluraliteten (5) af Sogneforstanderskabets Medlemmer anbefaler Ansøgningen til Bønhørelse dog under den Forudsætning, at Bevillingen, om den meddeles, kommer til at indeholde det Forbehold, at det kun tillades Supplikanten at udskænke Drikkevarer umiddelbart efter og i Forbindelse med Spisning. Minoriteten (3) af Medlemmerne fandt ikke at kunne anbefale Ansøgningen".  

Heller ikke denne gang fik Duysen en bevilling. Først efter en 3. ansøgning opnåede han den 30. april 1862, at få bevilling til gæstgiveri og krohold, og opførte da "Badehotellet".

I 1822, blev privilegiet til Kabe- og Tøndevæsen ledigt, og Nordbys skippere, der altid havde stået for den største afgift til tøndevæsenet, forsøgte nu at vinde bevillingen, hvilket lykkedes. 

Af madam Satterups arvinger købte man de gamle tønder og kabene for 300 Rdl. Herudover købte man en gammel søtønde, der var drevet ind på Fanø strand, der med reparation kostede 32 Rdl., og en anden tønde blev indkøbt fra Højer for 30 rdl. 

Skipperne i Nordby havde med bevillingen udstedt af kommercekollegiet, fået eneret til udlægning af tønder og kabere i Grådyb samt vedligehold af samme. De mænd der skulle udføre arbejdet med tønderne og kabene skulle være hjemmehørende i Nordby. 

Som indtægt gav det en afgift pr. læst af alle ind- og udgående skibe..

 Fra overdragelsesdagen til 31. december 1822 opgøres indtægterne til 725 Rdl. og udgifter til 543 Rdl. 

Afgiften var sat til 16 skilling pr. læst ved ind- og udsejling, som senere blev nedsat til 10 skilling. 

I 1840 opførtes to nye båker på nordenden af Fanø, de blev flyttet i 1856, da dybene havde skiftet løb. I 1860 flyttedes den østlige af samme årsag. I 1867 anbragtes i stedet for den vestlige en flytbar båke, der, holdt over ét med Fanø kirke, førte over Barren. 

Danmark fik oprettet Kongelig Dansk Vagervæsen i 1844. I 1847 overtager staten Vagervæsenet både i Grådyb og Knuddyb og gav overopsynet til H. Donner i Altona. I 1848 gik han over til oprørene og dermed sluttede opsynet indtil efter krigens slutning i 1850, hvor kaptajnløjtnant Hammer fik overdraget ledelsen samtidig med ledelsen af krydstoldvæsenet.

   Skipperne i Nordby fik 1200 Rdl. For materiellet tilhørende Grådyb og sammen med kassebeholdningens 400 Rdl. Blev der oprettet et legat, efter en vis sum blev afsat til havnens forbedring.

I 1859 luftedes tanken om en navigationsskole med eksamensret på Fanø. Initiativet kom fra distriktslæge J. H. Lorck. I vinteren 1859 - 60 holdt han flere møder med beboerne i Sønderho og Nordby, hvor sagen drøftedes. Senere tog han til København for personligt at engagere myndighederne i planerne og undervejs blev han kraftigt støttet af konsul J. Chr. Nielsen i Hartlepool. 

For at sikre skolen en økonomisk støtte kædedes denne sammen med etablering af en badeanstalt og der blev oprettet et aktieselskab for begge virksomheder. Selskabet blev dannet på et møde den 21. marts 1860 og til bestyrelsen valgtes distriktslæge J. H. Lorck, sognefoged M. J. Nørby og postekspeditør C. W. Kolvig. Til repræsentanter valgtes skipper P. Ankersen, skibsbygmester J. Th. Hansen, høker N. Hansen Ende, konsul J. K. Bork, møller P. Thyssen, møller M. J. Mortensen, tømmermester A. L. Berg, skipper J. P. Svendsen, agent N. Sonnichsen, Sønderho og sognefoged P. Sonnichsen, Sønderho. 

Et par dage senere købte man en bygning ejet af P. Duysen, Nordby og E. Mathiasen, Hjerting, ved Nordby færgebro for 3.800 Rdl. Bygningen blev senere anvendt som toldbod. Skolen havde lokaler her til november 1893, hvor forstander L. Nic. Sørensen opførte en ny og tidssvarende bygning ved Vestervejen    

Fra 1860 til 1893 navigationsskole under navnet: ”Frederik d. VII’s skole. Derefter toldbod.

Den 1. maj 1893 køber ejerne af færgeriet grunden, hvor man i 1898 opførte et kontor og pakhus for færgeriet. I et samarbejde mellem Turistforeningen, badedirektionen og generaldirektoratet for statsbanerne kunne man i april 1909 åbne en billetekspedition til jernbanen i færgeriets lokaler ved færgebroen. Man kunne købe billetter til alle landets større stationer og man kunne indskrive rejsegods. Den 22. december 1922 køber Nordby Kommune færgepakhuset som nedbrydes. Et nødtørft hus blev opført og formentlig på grund af arkitekturen kaldt Lille Amalienborg. 

Husets funktion som toiletbygning er ophørt og bruges nu som indgang til Turistkontoret.

Hotel Nordby har siden Peder Duysen opførte den første beskedne bygning i 1863 udgjort en markant velkomst til Fanø. 

På billedet øverst her er vi før 1896 – før Langelinie blev anlagt. Det lille hus til højre var opført som saltvandsbadeanstalt hørende til Badehotellet. Begge bygninger lå med ”tæerne i vandkanten”. 

På det nederste billede er de kantede gavl kamme formindskede og afrundede, tårnet er væk, terrrassen er kommet op at stå på murpiller, og Marie Bentzen har åbnet sin kiosk i saltvandsbadehuset – vi er nået frem til 1920’erne. 

Duysens enke solgte hotellet i 1873 til skibsfører Anker N. Ankersen for 6875 Rdl. Det fik nu navnet "Ankersens Hotel". Ankersen der døde 13. november 1904 drev hotellet i mange år – til 1894. 

I en beretning fra 1882 beskrives hotellet således: 

” Badehotellet laa ligeoverfor Esbjerg, prunkløs med vel en 20-30 Smaarum, indrettede paa at huse Bade­gæster. Da det maatte antages, at Folk søger til det barske Vesterhav ikke for at hensynke i lad Magelig­hed, men for at hærde sig, var Gæste-Værelserne udstyrede med spartansk Simpelhed. I de fineste var der et rundt Divanbord, med et Par Alen Tæppe under desforuden flere Stole, vistnok endogsaa en Gyngestol. Men disse Luksusrum for pragtlystne Matadorer var ikke mange. Størsteparten af Hotelværelserne var smaa kalkede Kamre, nærmest i Stil med Herregaards-Kuskekamre. Der fandtes en Seng, en Stol og en Servante. Sengen var ikke beregnet paa Tyksakker, men efter en Dag tilbragt i den stærke Søluft fandt slanke Personer dog let Hvile paa de haarde og smalle Lejer. Servanten indeholdt af nævnelige Genstande et Vandfad, lidt større end en Underkop og en Kande, som rummede henimod en Pot Vand. Men Meningen var jo ogsaa, at man skulde benytte Havet til at rense sig i, og for Gæster med Vandskræk var Hotellets Vandtøj da en nyttig Ansporelse. 

Mellem 1894 og 1896 ejes hotellet af M. H. Christensen og senere Martin Christoffersen. Fra 1896 gik det over til J. C. Springborg og endnu engang til Martin Christoffersen, Fredericia. Mellem 1917 og 1920 ejedes hotellet af Søren Mortensen, Jerne. 

   Siden har det været i mange hænder. Sonnich Thomsen af Sønderho drev det i nogle år fra 1920 til 1924 efter at have afhændet Sønderho Kro.  

I de senere år hed hotellet "Hotel Nordby".  Den 1. juli 2004 blev det gamle Hotel Nordby taget i brug som kontorer for Danibo sommerhusudlejning. 

Udover dette indeholder den gennemrestaurerede bygning internet café, vaskeri, helsecenter, impresario og 3 lejligheder samt Hjørnekroen. 

Efter Hans Ditlev Dams død overtager stedsønnen Niels Jacobsen kroen og får 6. november bevillingen overført til sig. Han søgte samtidig om bevilling til "Brændevinsbrænding med ½ Td. Kedel", men fik afslag. 

Den 2. oktober 1798 får han bevilling på handel, den første af sin art på Fanø, og bevilling på færgefart mellem Fanø og Strandby. 

Niels Jacobsen bliver senere strandingskommissionær for Fanø og Vester Herred, hvis forstrande han sammen med skibsreder Peter Thomsen, Sønderho, o. fl. I flere år forpagtede.  

Efterhånden bliver han også en betydelig skibsreder og handelsmand med store pakhuse på Fanø og I Varde. Sendte også skibe på robbe-fangst i Nordishavet. Han var næsten i stand til at sætte hele Fanø's befolkning i arbejde. 

Foruden de skibe han selv ejede eller havde størsteparten i, tog han gerne anparter i ethvert skib, hvor han havde tillid til skipperen. Hans navn som forretningsmand var kendt både i ind- og udland. Hans foretagsomhed gavnede ikke alene Fanø men også omegnen på fastlandet. Under krigen 1807 - 1814 samlede han, der begyndte uden kapital, sig en betydelig formue.  

Da Jacobsen i 1782 overtog Krogaarden bestod den kun af Vaaningshuset, vurderet til 100 Rdl.. De øvrige bygninger er blevet opført i takt med at forretningen blev udvidet. 

Der kom i rækkefølge nogle dygtige mænd som indehavere af kroen, såsom Kolvig og siden Simon Johnsen, hvem det lykkedes igen at få bevilling til brændevinsbrænding. Han anlagde i øvrigt også et saltværk. Det var i sejlskibenes opblomstringstid, så der var relativ velstand på øen. 

Fr. Kolvig overtager kroen ved købekontrakt af 7. juni 1817. Købet beløb sig til 13.800 rigsbankdaler rede sølv.

Med købet fulgte foruden de bygninger der er omtalt i købekontrakten følgende pakhuse:

1) Det saakaldte Rahrske Pakhus, bestaaende af 12 Fag Bindingsvaerk og straatækket. 

2) Et Pakhus bestaaende af 8 Fag Bindingsvæk, kaldet Rebslagernes Pakhus. 

3) Det saakalde grønlandske Pakhus af Grundmur og straatækket; endvidere nogle Stykker Eng, 40 Læs Klyne og 20 Læs Tørv, alt Butiksinventar, alt Inventar og Service henhørende til Kroholdningen. (Dette pakhus lå nord for Nordby, heraf "Pakhusbanken").  

Frederik Abraham Kolvig var født i København 12. april 1784 som søn af thehandler Johan Christian Kolvig og hustru Maria Elisabeth Krebs. 

Han kom til Ribe og drev der en stor handel. Centret for storhandel var efterhånden blevet samlet på Fanø ved Niels Jacobsens foretagsomhed, og Kolvig der var en ung og foretagsom mand, troede ved købet af Krogaarden at have basis for et bedre og større virkefelt for sine fremtidsplaner. 

Han får bevillingen, og får straks en stor kundekreds, også på fastlandet; blandt andet bestiller for eksemplet præsten i Jerne "en skæggemand (en stendunk)" fyldt med bedste aquavit hos ham. han udruster skibe til Island og eksporterer korn, men han kommer ud i en kamp med kurserne, hvilket giver ham store tab, så han i foråret 1819 må opgive sit bo til skifterettens behandling, selv om han ikke er insolvent, men blot mangler driftskapital. 

Han omtaler i et brev til sine kreditorer en række konkrete eksempler på tab, men han omtaler også, at handelen på Fanø ikke har givet ham det forventede udbytte, blandt andet fordi skipperne selv har hjembragt varer fra udlandet, ikke mindst vin og spiritus. 

Kolvig forhandler nu med sine kreditorer om afvikling af sin gæld over tre år. 

Fr. Kolvig omkom ved en bådulykke 8. april 1819. Hen efterlod sig hustru Anne Marie Jeang og 5 små børn. Af disse blev sønnen Carl Wilhelm Kolvig senere ejer af færgeriet og siden postmester i Nordby, og sønnen Ludvig August Frederik Kolvig, konsul, købmand og cikoriefabrikant i Ribe. Begge de to brødre drev i flere år skibsrederi og saltværk på Fanø.

Prokurator Albinus er ejer af Krogården til 1838, da Simon Johnsen af Varde den 1. marts får skøde på kroen. Den 28. februar får han bevilling på krohold. Bevillingen angiver, "at han alene og ingen andre maa til Nødtørftighed og for billig Betaling forsyne Nordby Sogns Indvaanere med fornødent Øl og Brændevin og med andre i sit Slags gode og forsvarlige Drikkevarer, som de for Betaling maatte begære mod deraf at svare en aarlig Afgift af 20 Rdl. Og paa Vilkaar kun at brygge Øl til Værtshusholdets Fornødenhed, men ikke brænde Brændevin, da det, han deraf behøver, skal tages i nærmeste Købstad, ligesom ingen af Beboerne maa brænde Brændevin eller nogen Slags Drikkevarer at falholde, hvad enten samme til Bryllupper, Barselgilder eller andet Værtsskab skal bruges imod en Bøde af 10 Rdl. første Gang og siden dobbelt".  

Simon Johnsen søgte og fik bevilling (5. november 1840) til anlæg af et brændevinsbrænderi med et mæskekar af 8 Td.s indhold. Han anlagde et saltværk og udvidede Handelen betydeligt.   

I 1855 havde han i sin Tjeneste (efter Mandtalslisterne) 1 Handelsbetjent, 2 Lærlinge, l Husjomfru, 1 Køkkenpige, 2 Tjenestepiger, 1 Gaardskarl, 1 Stalddreng, l Avlskarl, 1 Brænderikarl, 1 Karl paa Saltværket og 1 Brænderibestyrer. Alle disse mennesker fik foruden løn kost og logi. Desuden var der flere løse arbejdere ansat i brænderiet og på saltværket. Hele sin store virksomhed passede han med største nøjagtighed og overvågede personligt, at enhver af hans folk udførte det dem betroede arbejde. Han fik dog tid til også at varetage sognets interesser, idet han i flere år var medlem af sogneforstanderskabet og Skolepatron, var Strandingskommissionær, Forligsmægler og svensk-norsk vicekonsul. I 1850 blev han Dannebrogsmand. Simon Johnsen døde 9. september 1855, knap 50 år.

I april 1857 købte Jens Korsholm Bork Krogården for 28.000 Rdl., med overtagelse den 1. oktober samme år med privilegiet på handel og krohold og det dertil tilknyttede brændevinsbrænderi og saltværk.Bork solgte Krogården ved auktion 25. februar 1887 til birkefuldmægtig Jens N. Svarrer for 12.000 kr., og udbygningerne til avlsbruger Th. Jacobsen for  3.200 kr.  

I 1863 ansøger konsul J. K. Bork, Nordby, og justitsråd C. B. Claudi, Lemvig, hver for sig indenrigsministeriet om at "erholde Koncession til som Ejendom at indvinde henholdsvis samtlige og en Del af de ved Fanøs Østkyst og Nordkyst beliggende Grunde og Banker".   

Ministeriet ville ikke udtale sig før resultatet af planerne om anlæg af Esbjerg Havn der på det tidspunkt var langt fremme, forelå. 

Da der blev givet OK for havnen i Esbjerg meddelte ministeriet ansøgerne i en skrivelse af 30. november 1869 efter at have lyttet til etatsråd, vandbygningsmester Carlsen, "at der ikke vil kunne meddeles Koncession på nogen af de tilsigtede Inddæmninger, da de arealer, der herved agtes indvunden, for en meget væsentlig Del henhører til Grådybsbassinet, som det af hensyn til den projekterede Havn ved Esbjerg er at bevare uformindsket".
Konsul Bork gav sig dog ikke op så let, så han indsendte en ny ansøgning for inddæmning af "Albuebugten" og droppede planerne for Fanøs nordspids og for "Vigen".Konsul Bork fik den 6. november 1872 omsider den bevilling han tørstede så meget efter, nemlig bevillingen på engindvinding i "Albuebugten". Arbejdet skulle tage ca. 8 år. Derefter skulle konsulen have 20 års skattefrihed på det indvundne land. 
Bork overdrog arbejdets udførelse til ingeniør C. F. Glæsner der skulle have 136.000 Rdl. for arbejdet. Bork søgte at danne et aktieselskab til finansiering af projektet og udbød 272 aktier af 500 Rdl. 
Aktieudbydelsen mislykkedes; der blev næsten ikke tegnet nogen aktier, men inden arbejdet begyndte overdrog Bork med ministeriets billigelse nogle andele til justitsråd C. E. Møller, landinspektør F. Vinding, pastor emeritus. P. Chr. Røgind, alle København, og til godsejer J. W. Treschouen til Krabbesholm. Bork havde selv 50.000 Rdl. som han satte i foretagendet. 
I efteråret 1873 gik arbejdet så i gang med en ca. 70 mand, der arbejdede ved ebbetid, altså nogle timer to gange i døgnet, uanset tidspunktet for ebben.
Arbejdet fortsatte i ca. 5 år, så var kapitalen opbrugt og man standsede projektet og yderligere forsøg er ikke gjort.
Bork rejste i 1865 til København og han arbejdede på at få en frihavn på Fanø fremmet og troede, der var støtte for denne tanke blandt folketingsmændene, hvad et telegram han sendte fra København 7. marts 1865 til Nordby sogneforstanderskab, vidner om telegrammet lød: ”Frihavnen gaar nok igennem”.
Forhandlingerne i rigsdagen stod på i et par år. Bork arbejdede videre for frihavnen ved Nordby i dette tidsrum. 
Bork arbejdede sig til fattigdom på Fanø. Først begik han den fejl at lave saltværket om til brændevinsbrænderi og anlagde samtidigt en større isenkramforretning, begge dele var der ingen rigtig brug for her på øen, og desårsag gav begge dele kun tab. Brændevinen kom desuden i miskredit, det hed sig, den var sveden, og folk sendte hellere deres skæggemand, gåsehalse eller flasker med færgerne op til Strandby for at få dem fyldt på kroen der, eller også til København med skipperne, der sejlede dertil, end de ville købe af Bork’s.

Det mindste ishus lå ved siden af skibsrederforeningen, mens det største af ishusene lå ved gårdejer og vognmand Jens Nørbys ejendom ved Strandvejen. Ishuset der ikke eksisterer mere, var så stort at det rummede is nok til at fylde everten "Rebekka" op, og dette fartøj hørte til de store everter.  

Forhenværende gårdejer Emil Jensen, Nordby skrev i 1983 en artikel i Fanø Ugeblad om isproduktionen på Fanø i gamle dage. Emil Jensen blev født på Fanø i 1899 og er den sidste af en børneflok på 8. Om det store ishus skrev Jensen:  

"Ishuset blev bygget af dengang så kendte gdr. og vognmand Jens Nørby. Det blev bygget ind i en klit - ind mod datteren, Martine Nørbys have. Efter udgravningen blev der støbt evt. muret sten omkring hele huset indvendigt, for at sandet ikke skulle skride, derpå blev der slået træ på stolperne hele vejen rundt, fordi man ikke havde et bor som i dag så man kunne skrue ind i sten direkte. I dette træ startede man forneden med at hamre bunden af hummerkasser fast med søm. Disse hummerkasser blev så fyldt med savsmuld og lappet til med træ igen for at savsmuldet ikke skulle falde ud. 

   Savsmuldet fik man enten på skibsværftet eller hos møller Thyssen der havde et lille hus, der gik ned til Villa Sofies have - og i dette lange hus blev der lavet træuld til eksport.  

Af træ var der nok, foruden dækslaster, drev der i hundredvis af hummerkasser iland. De var mindre end dem i dag, godt 1 alen, næsten i firkant, af tykt træ med hul i begge sider til næverne. Disse kasser kender alle på Fanø og praktisk var de til at stå på, de drev herover fra England. 

Dengang var der strandauktion forår og efterår; det kunne godt trække ud til hen på eftermiddagen, før man var færdig og inde hos Johanne og Jens Sørn kunne der købes kaffe og kringle. 

I ishuset, ud til vejen, var der en dør forneden, for at få isen ud og oppe i gavlen var der en stor lem, så det var nemt at få isen ind. 

Mine bedsteforældre og Jens Nørby var jo naboer. - Far er født i den ejendom, som senere ejedes af Jens Harald Jensen, Strandvejen. - i 1918 købte far ishuset af Martine og den sidste is, der gik derudfra var i 1922. 

Isen blev hentet ude ved strandsøerne, Fanø Bad, nord for branddammene, hvor ænderne holder til. - de folk der arbejdede med isen var vant til det og de samme: Anders Christensen kaldet Anders Brandt, Hans Søren Lauridsen kaldet Hans a Sørens, Jens Morten Jensen og så vil jeg tro, at Morten Mathiasen og Carl Madsen også var der. Mændene havde jo solidt vadmelstøj på dengang og på fødderne træskostøvler med en flettet halmvisk. 

Saven de brugte til at skære isen i blokke med, havde kun et håndtag, men bladene i denne var større end i en almindelig skovsav til 2 mand. Blokkene de skar ud var på størrelse som pladerne på et gammeldags spisebord, og isen var vel 9 - 10 tommer tyk. Mændene brugte bådshager. Der blev hejst et galge-tre-ben af træ med en talje foroven og en klo med spidse tænder for at holde isen. 

Når så isen var hejst op skubbede de kassevognen ind - vognmanden der kørte, var vognmand Nissen. Når så vognen var deroppe ved husets gavl, var det nemt at få isen ud gennem lugen. Det blev pakket godt sammen og hullerne fyldt ud. Om der kom noget over, husker jeg ikke. 

Taget på ishuset var af træ med tjæretagpap. 

I det tidlige forår var det de samme folk, der hjalp og tog isen ud. Vognmand Nissen kørte det ned til lægteren, som hed Rebekka og ejedes af Niels Madsen - Niels a Bækkes, vor nabo. - Hvad tid Nissen begyndte at køre, husker jeg ikke, men han kørte ihverfald hele natten. Martine Nørby havde åben hus hele natten, når der kørtes is, med mellemmad'er og varmt hvidtøl - og måske en lille én til, da isen jo var kold at arbejde med. Lægteren blev fyldt og jeg må mene at isen så blev knust når den kom til Esbjerg. 

Martine har vi været til mange gilder hos. Hun kørte mælkevogn i Nordby - hvor længe ved jeg ikke, men det var i al slags vejr, is og kulde. 

Ishusgrunden gav far hende, og den blev lagt til hendes have."  

Andreas Møller har også skrevet om dette emne i Sjæklen årgang 1975, på grundlag af oplysninger om især Søren Spangsberg, Nordby, der døde i 1985 som 99-årig.  

Om Jens Nørby fortæller Andreas Møller bl.a., at han ejede den sidste ejendom på venstre side af Strandvejen inden plantagen og solgte is til brug for Esbjerg fiskeriet. "Denne opbevarede han i et stort ishus ved sin ejendom, men havde desuden et lille ishus på Nordby Havn, hvorfra udskibningen foregik. Jens Nørby var en driftig mand, der ejede 7 spand heste og havde flere karle. Disse fyldte ishuset på havnen op, efterhånden som det tømtes". Når isen skulle afskibes, blev den knust af folkene og fyldt i bærekurve. 

Der må dog stadig have været et behov for bådsejlads med såvel gods som passagerer, idet der som led i færgeriet var to færgemænd med henholdsvis én og to færgebåde, der alle bar bogstaverne F.E.F (Fanø Esbjerg Færgeri). Overfarten med åbne sejlbåde ophørte omkring 1900-1902. 

Den ene af færgemændene var N. C. Spangsberg, Nordby. I sin omtalte artikel fortæller Andreas Møller om Spangsberg drengene, og om deres indsats som "færgemænd" hedder det i artiklen: "Søren Spangsberg og hans brødre skulle, fra de nåede 10-års alderen, passe sejladsen med faderens færgebåde i godt og dårligt vejr, både nat og dag. Drengene var to om færgeturene, der kunne være temmelig drøje. I vindstille måtte de tunge fartøjer roes, men sejlene kunne som regel bruges; der var oftest vind - tit mere end rigelig. Somme tider sejlede drengene færgeturene i nattemørke og så hård blæst, at de havde reb i både stagfok og storsejl. 

Med hård vind og sø tog bådene meget vand over; drengene havde intet olietøj, men et godt halstørklæde hindrede, at vandet løb ind under tøjet ved halsen og videre ned på kroppen. 

Det skete, at drengene gjorde to ture til Esbjerg på en nat, og da faldt de naturligvis i søvn i skolen dagen efter. Så fik de lussinger af læreren, og det blev til mange i tidens løb af den grund. 

Om sommeren havde drengene megen natsejlads med is fra Fanø til den nu nedlagte firkerihavn, som lå, hvor Englandskajen i mange år lå. Isen solgtes til brug for Esbjerg-fiskeriet af landmand og vognmand Jens Nørby".  

Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår isleverancerne til Esbjerg begyndte. Måske har det været i 1880erne, muligvis først i det følgende årti. Da John M. Larsens isværk åbnede i 1917, er behovet for is fra Fanø nok faldet drastisk. Men ifølge Emil Jensen var det altså ikke før 1922, at den sidste is udgik fra Strandvejen. De sidste års isforbrug kan jo også have været til lokalt brug. 

 Om Søren Spangsberg skal endnu blot fortælles, at han kom i sejlmagerlære i Esbjerg og derefter krydsede verdenshavene i datidens store sejlskibe, indtil han blev gift med Fanø-pigen Anna Danielsen og gik i land. Med broderen Claus startede han Brødrene Spangsbergs Sejlmageri, som blev kendt af folk på havnen, ikke mindst under 1. verdenskrig. Søren Spangsberg var i mange år formand for Esbjerg Amatør Sejlklub. 

”Fanø praktiske Sømandsskole” oprettes i 1895 og samme år anlægges Vestervejen. 

"Hvad der først og fremmest vil blive lagt Vægt paa, er at lære Eleverne at arbejde i og med Baade, vrikke, ro, føre Varp og Trosser ud og ind, baade i en Brænding og at gaa ud fra en Strand med Baad, ligesom der vil blive meddelt Undervisning i Brugen af Redningsbaade og Raketapparat samt i Svømning. Alt sammen Ting, som vanskeligt siden læres om Bord i Langvejsfart eller i Dampskibe, da der kun sjældent gives Lejlighed til at komme i Baade, og mange Søfolk aldrig bliver fortrolig med disse Manøvrer, naar de ikke er lært, før de kommer til Søs. Dernæst vil der blive givet Undervisning i al slags Skibsmandsarbejde og Brugen af Kompas, Log og Lod samt Styring, og paa et Modelskib og herværende Skibsbyggeri vil der blive vist, hvorledes Stænger og Ror tages op og ned, samt hvad hver Del af Skrog og Rigning hedder.  

Der tilbydes endvidere Undervisning i Klatring, Gymnastik, Sprog, Kogekunst og Forberedelse i Navigationsundervisning."                                        

P. H. Clausen             M. A. Warrer                  P. Chr. Olsen 

 Navigationsdirektør J. A. D. Jensen gav skolen sin bedste anbefaling og økonomisk støtte til starten blev givet af foreningen til Søfartens Fremme, Kjøbenhavns Skipperforening, Fanø Skibsrederforening og Fanø Sparekasse.  

P. H. Clausen henvendte sig yderligere til indenrigs- og marineministeriet, men det eneste han opnåede derved var at få overladt to gamle gigger, 2 kompasser og noget gammelt tovværk til samme pris, som ellers betaltes for de af orlogsværftet kasserede sager. 

 Foruden den nævnte støtte, optoges et lån på 3.000 kr. i Sparekassen som bl.a. gik til indkøb af et ældre tomastet fiskerfartøj, der opriggedes op som topsejlsskonnert.  

Clausen opførte et hus, hvor der blev logi for eleverne, huset stod i 15.000 kr. og desuden blev der indkøbt en byggegrund til skolen. Alt i alt blev det 23.000 kr. der skulle forrentes, foruden lønninger til 2 lærere og bestyreren. 

Det første år havde skolen 26 elever, året efter 37 og det tredje år 45 og de følgende år i gennemsnit 25 elever frem til 1906, da antallet synker til 8. Året efter sluttede skolen af mangel på elever. Til praktisk træning af eleverne, havde skolen en kuf med navnet "Fortuna".

Firmaet, der blev drevet under navnet Fanø Tømmerhandel, var grundlagt af købmand Johs. Mathisen i året 1872. Denne drev forretningen indtil 1907, da S. Brinch Hansen, der var en nevø af grundlæggeren, overtog virksomheden og fortsatte efter samme gode principper som sin forgænger. 

Forretningen var på det tidspunkt den eneste af sin art på øen, og det lykkedes indehaveren ved et energisk og målbevidst arbejde at drive virksomheden frem til den datidige gode position, ligesom der blev erhvervet en stor, solid kundekreds, der må søges ikke alene i selve byen, men på hele øen. 

Virksomheden blev drevet med handel af bygningsartikler, støbegods, kul, koks og briketter.

Abrahamsen & Co. Under dette navn stiftedes i 1868 et selskab bestående af de to brødre Jes N. og Hans N. Christensen samt smedemester Mads Søren Abrahamsen. Dette skulle ledes af den unge, ca. 20 årige, Søren Abrahamsen, søn til Mads Abrahamsen, hvis meste arbejde lå i at levere arbejde til skibsbyggeriet. 

Søren Abrahamsen kom til at begynde med i lære hos sin far, men opgav dette og gik i skibsbyggerlære hos Emil Petersen i Sønderho, hos hvem han grundigt lærte tegning og konstruktion af skibe. 

De første tre skibe, "Kompagniet" - sådan kaldtes selskabet i daglig tale - byggede, var efter tegning af Emil Petersen; det fjerde, skonnertbriggen "Maren" og efterfølgende leverede S. Abrahamsen tegninger til. 

I begyndelsen af året 1873 overtager S. Abrahamsen hele skibsbyggeriet under Kompagniet og fik efterhånden bygget en anselig flåde af store og smukke skibe, der kom til at vise flaget jorden rundt. Han begyndte med mindre skonnerter og endte med barkskibe på henimod 400 R.T. Skibsværftet var da udvidet meget, et savværk anlagt og nogle agre der gik under navnet Laust Spilmands toft, blev indlemmet af byggepladsen. Her byggedes et større materialehus, ligesom S. Abrahamsen senere opførte et beboelseshus. Det sidste skib fra hans værft var barken ”Thora” i 1896. I 1890 havde Abrahamsen 30 ansatte. 

I begyndelsen af året 1873 overtager S. Abrahamsen hele skibsbyggeriet under Kompagniet og fik efterhånden bygget en anselig flåde af store og smukke skibe, der kom til at vise flaget jorden rundt. Skibsværftet var da udvidet meget, et savværk anlagt og nogle agre der gik under navnet Laust Spilmands toft, blev indlemmet af byggepladsen. Her byggedes et større materialehus, ligesom S. Abrahamsen senere opførte et beboelseshus. Da træskibsbyggeriet gik i stå, flyttede Abrahamsen sin forretning til Esbjerg og gav sig til at bygge fiskekuttere. Abrahamsen døde 26. december 1916. Han var Ridder af Dannebrog og æresmedlem af F. H. & I. og sognerådsformand i 9 år.