Af ANDREAS ENGSTED.

Fanø Ugeblad nr. 17 og 18, maj 1969. 

I mine drengeår var der stor sejlads mellem Sønderho og Roborghus, det var kun små skibe, lægtere, som der den gang var adskillige af. Så vidt jeg husker var der i min drengetid 10 lægtere, der drev fragtfart mellem Sønderho og fastlandet. Lægterne er fladbundede, da farvandet er meget grundt, og derfor kunne der kun sejles ved højvande, hvor sejlrenden var afmærket med stager, der havde en kost i toppen, og der skulle god kendskab til at styre skibet, da sejlrenden gik i zig-zag. Sømærkerne stod selvfølgelig langs med det dybe vand, men de mange bugter og sving krævede alligevel lokal kendskab.

Disse fladbundede lægtere lastede kun nogle få tons. 

Om efteråret blev lægterne sat på land, det vil sige så højt op, som højvandet kunne sætte dem op, og derefter rigget af, alle sejl, stager og vandtønder blev stuvet ned i lasten, hvor det lå vinteren over. 

I begyndelsen af april måned var vinteren gerne forbi og vandet fri for is, og så gik skipperen i gang med at få sin lægter i vandet igen, som helst skulle ud med vestenvind, der gav mest højvande, lægteren kunne da selv flyde ud på det dybe vand.

Ude på vandet blev lægteren rigget til, og så blev mandskab antaget til sommerens sejlads. Der var gerne to mand, skipperen selv og en stor dreng. 

I foråret 1884, da jeg var 10 år, fik jeg hyre for sommeren med en sådan lægter. Jeg skulle deltage i alt forefaldende arbejde om bord, så jeg skulle jo være både styrmand, kok og matros. Før jeg kunne blive forhyret og komme med om bord, måtte mine forældre søge om at få mig fritaget for skolegang, foreløbig for 5 måneder. Tilladelsen blev givet, da mine forældre havde det småt. Far var skibstømrer og havde haft fast arbejde på skibsværtet i Sønderho, men i den tid blev dette nedlagt og flyttet til Nordby. Far måtte da tage alt muligt andet arbejde. Vi var 6 søskende og måtte derfor tidligt ud for at tjene føden, og det gav ikke stor løn. Jeg skulle for sommeren have 10 kr. og kosten, der betød meget for en dreng i min alder. 

Jeg kom om bord, vi fik rigget til og alt gjort klar til vor første tur til Roborghus efter tørv. Vi fik proviant med til nogle dage, og så dagen derpå ved højvande hejste vi sejlene og lettede anker. Da skipperen tog ankeret op, blev jeg sat hen til rorpinden for at styre. Pludselig råbte han til mig »Op med roret«. Jeg havde ikke mindste begreb om, hvad jeg skulle gøre, og råbte tilbage: »A ka et løwt æ roer. Hvorledes ved jeg ikke, men et øjeblik efter gled vi for fulde sejl efter Roborghus til med skipperen ved roret.

Efter 2 timers sejlads ankrede vi op ved Roborghus, hvor vi gik i land. Jeg skulle løbe et par mil ind i landet for at give bønderne besked om, at nu var vi kommet og gerne ville have tørvene kørt til skibet så hurtigt som muligt. 

Tørvene var bestilt ved brev. Dengang var der hverken telefon eller, - jeg måtte gå løbe den lange vej til Tradsborg eller Grimstrup, hvor jeg altid blev godt modtaget hos bønderne og fik noget godt at spise. Var det aften, når jeg nåede til byen, sov jeg på gården om natten, og dagen efter kørte jeg med tørvelæsset til Roborg, og var vi så heldige at komme lige på ebbe, kørte vi ud til skibet og fik tørvene over i lægteren med det samme.

Roborghus lå på skrænten lige ned til vandet. Det var en gammel firelænget gård med et langt stuehus. Stald, lade og redskabshus var i 3 længer og sammenbygget med stuehuset. Desuden var der en stor lagerbygning, der lå et stykke fra gården. I det lange stuehus var der foruden beboelsen en købmandsbutik og en restauration. I Nærheden lå kun to små huse, i den ene boede toldopsynsmanden.

Restaurationen blev meget benyttet af bønderne, der kom ned med tørv til lægterne. Der kom også mange selskaber fra Esbjerg til Roborghus, der var kendt som et godt madsted.

Der kom. også mange fra Esbjerg, når restaurationerne der­inde blev lukket om natten. Så kørte man til Roborghus, hvor sviregildet fortsattes resten af natten og ofte til langt op på formiddagen. 

Når lægterne var fyldt, med tørv, lignede vi næsten negre, så sorte var vi af tørvestøvet. Når vi så fik højvande, og lægteren kunne flyde, sejlede vi hjemefter; men det skete også, at vi måtte blive liggende, fordi skipperen skulle med bønderne op på Roborghus for at udbetale dem penge for deres tørv, og så skulle der drikkes lidkøb. Hvis de så kom i gang med at drikke kaffepunch, da kunne det trække længe ud, ja, somme tider hele dagen og natten med. - Kom så endelig skipperen om bord hen på morgenstunden, var han ikke tjenlig til at sejle, før han fik rusen sovet ud. Når endelig det var sket og der var vand, og vinden bar med, kunne vi hurtig sejle hjem, men desværre skete det også, at vi havde modvind, så måtte vi krydse, og det var en besværlig sejlads. Værre var det alligevel med blikstille, hvor vi måtte stage os frem, eller - hvis vandet var dybt - at jeg måtte i båden, som vi havde på slæb, jeg fik da et reb fra lægteren til båden og roede så frem­ad - det gik uhyre langsomt, men alligevel gled vi hjemad.

Det skete nogle gange i stille vejr, når vi lå og drev, at skipperen råbte til mig: »Tag en kost og fej æ skum fra æ bov«, men da skibet lå stille, var der jo intet skum, det var kun udtryk for skipperens galgenhumør. 

Hver gang vi nåede hjem til Sønderho, søgte vi straks hjem til skipperens kone for at få noget at spise. 

Straks ved første lavvande kom vognmændene kørende ud til lægteren efter tørvene, for at køre dem rundt til beboerne.

Efter udlosningen havde vi travlt med at gøre klar til næste tur til Roborghus efter tørv. 

Vi hentede også mursten og grus hjem til Sønderho. 

Det skete flere gange, at der samledes flere lægtere ved Roborghus, - og da var der både løjer og sjov - ikke mindst for vi drenge. 

Det kunne ske, når skipperen gik i land og kom i selskab i kroen, at der kunne gå flere dage, før jeg så ham igen. Jeg kedede mig da skrækkeligt, og besluttede mig til at gå i land. Den lille båd kunne jeg benytte, men jeg måtte sørge for, at den hele tiden flød. Jeg turde derfor ikke sejle i land, men trak af tøjet, som jeg holdt op over hovedet, for at holde det tørt, mens jeg vadede i land. Jeg styrede straks op til Roborghus, hvor jeg gennem vinduerne kunne se, hvad der foregik, og skipperen sad der og var højt oppe.. Jeg traskede så omkring ved huset og listede ind i køkkenet, hvor jeg blev godt modtaget af værtinden og fik kaffe og fransk­brød. Laura i Roborghus var velkendt for sit udmærkede køk­ken og den fine mad. Godt varm og mæt traskede jeg igen ned på skibet for at sove. Det blev først dagen efter, at skipperen kom, og vi kunne sejle.

I løbet af sommeren gjorde vi 2 sejlture efter hø på Manø hølade, hvor mange fra Sønderho havde et engstykke. 

Turen efter hø var meget fornøjelig, vi havde koner og børn med for at hjælpe til med at rive høet sammen i engen samt læsse det på vognene, der skulle køre det ud til lægterne. Familierne, der var med, medbragte selv proviant, der bl. a. var æbleskiver og sødsuppe, og det var lækkerier for mig.

Lægteren blev godt tilstoppet med hø højt op over dækket, så det nåede langt op på masten, og der oppe på høet sad koner og børn på sejlturen hjem. Sejlturen ud gennem kanalen var det mest besværlige, da lægte­ren for det meste måtte slæbes ud med et stykke reb, det var dog ikke så slemt på ebbe, når vandet gik ud efter.

Skete det, at vi fik modvind, når vi var færdige til at sejle, blev vi liggende og opholdt os i kanalhuset, hvor der var beværtning, og der var naturligvis liv og glade dage med musik og dans hele natten.

Hjemkommen med høladningen blev vi modtaget med glæde af familiernes pårørende.

I sommerens løb gjorde vi også en rejse fra Roborghus til Manø med tørv, og det var en længere tur med en meget besværlig losseplads, da der var langt ind til stranden under lavvande, og så den lange kørsel ind til byen. Dertil kom, at de kun kørte med stude, så det tog lang tid at få udlosset. Mens vi lå og lossede, lå der en anden lægter, der lastede blåmuslinger, som bønderne købte til gødning på deres marker. Skipperen på lægteren hed Hans Jørgen Hansen, og han boede i en af de små huse ved Roborghus.. Lægteren var betydelig større end vores fra Sønderho, men han havde også sin familie med om bord hele sommeren, og deres 3 børn fik i den tid skoleundervisning af moderen.

En dag, mens vi lå og lossede på Manø Flak, gik 2 af Hans Hansens piger op på stranden for at plukke blomster. Jeg havde heller ikke noget at bestille og gik da af nysgerrighed også op på engen ved stranden, men så snart, jeg kom i nærheden af pigerne, blev de bange og løb alt, hvad de kunne ud til deres skib og krøb om bord, så jeg fik ingen fornøjelse af at snakke med pigerne.

Her vil jeg straks tilføje, at i 1896 kom jeg hjem fra orlogs, jeg traf da de 2 nævnte piger i Nordby. Pigerne var nu voksne og havde plads der i byen, og de var ikke mere bange for mig, som den gang på Manø strand. Jeg blev kort tid efter forlovet med den yngste, og 3 år efter blev vi gift. 

Den sidste sommer, før jeg blev konfirmeret, sejlede jeg med en lægter fra Nordby, ført af Niels Pallesen. Først i marts måned sejlede vi vor første tur efter Varde; men det var for tidligt på året, vi kom ikke længere end til Janderup. Vi fik nordøst frost og storm og blev liggende der en hel måned, før vinteren var forbi og isen væk. Det var en lang og kedelig måned. Heldigvis havde vi lasten fuld af kul, så vi behøvede ikke at fryse, og hos bønderne i Janderup kunne vi få alt det mad, vi orkede.

Endelig kom vi af sted til Varde og fik udlosset. 

I sommerens løb var jeg med på flere rejser til Varde, men det var en meget besværlig sejlads med den lange å ind til byen og hele tiden med strømmen imod - for det meste måtte vi i land og med et reb slæbe lægteren. Jo nærmere vi kom Varde, jo mere strid blev strømmen. 

Sommeren gik, og jeg var godt tilfreds, i løn havde jeg tjent 35 kroner, og det var mange penge den gang. Jeg kunne hjælpe min mor, så hun kunne købe rug til brød, kartofler til vinterbrug, og så blev der endda så mange penge til overs, at jeg kunne få et par sko til min konfirmation, og det var de første sko, jeg havde på mine fødder. Den gang gik vi i træsko eller med bare fødder.

Min sommerløn var som sagt en stor hjælp for min mor, der var blevet enke og sad med 6 ukonfirmerede børn, hvoraf jeg var den ældste. Efter min kon­firmation kom jeg rigtig ud at sejle, rigtig på langfart......

Artikel i FU nr. 20, 26.05.1994 

Everterne eller lægterne var tidligere det vigtigste transportmiddel for fragt fra fastlandet til Fanø og de andre øer i Vadehavet, og omkring århundredskiftet var der en hel flåde af disse fladbundede, små skibe, som flittigt sejlede frem og tilbage i vore render og loer med alt, hvad der skulle bruges af byggematerialer, hø og brændsel og alle andre fornødenheder. 

Disse små fragtskibe var måske mere vigtige for Fanø end de større barker og skonnerter, som sejlede på udlandet.

Der er ikke mange tilbage på Fanø, som har sejlet med disse everter, men vi har dog fundet én, nemlig skibsfører Svend Aage Hilkjær, der fortæller, at da han kom til Fanø for at tage sine nautiske eksaminer på navigationsskolen, fandt man ud af at den sejltid, han havde fået inden sit fyldte 15. år, ikke kunne godkendes, hvorfor han kom til at mangle noget sejltid, og han fortsætter: 

Jeg var ret heldig at kunne få den manglende sejltid med everten »Elise« af Rømø, som sejlede i Vadehavet. Jeg mønstrede om bord den 9. april 1932 i et af Vadehavets sidste stolte vadehavsskibe. Det var særdeles velegnet til sejlads i disse vanskelige farvande

sin flade bund og lette sejlføring. Vi brugte vinden flittigt, når den var gunstig for skibets sejlretning, og ellers var det strømmen, der var en yndet udnyttelseskilde til at hjælpe skibet frem mod bestemmelsesstedet. Når strømmen var imod, ankrede vi op og ventede på, at den skulle vende igen.

Under tåge kunne der godt være risiko for at gå på grund, selv om alle sikkerhedsregler blev over­holdt ved at lodde og stage sig frem. Men ved grundstødningerne skete der som regel ikke andet, end at skibet måtte vente til vandet vendte og kom igen, så skibet flød igen. Der fandtes ikke nogle særligt gode sømærker i Vadehavet dengang, men de fleste skippere kendte deres område ud og ind.

Rejsen fra Rømø forløb planmæssigt, da skibet var i ballast og vinden gunstig. I Højer skulle vi hen­te mursten og byggematerialer. »Elise« var et godt skib at laste og losse, selv om alt var med håndkraft. 

Da vi kom til Højer var slusen lukket på grund af flere dages østlig vind. Men skibets fører og ejer Møller Winther var ikke slået ud af den grund. Han fik derimod travlt med sine åleruser, som han udnyttede på det kraftigste, og tjente vel også her mere end sin normale dagløn. Skibet havde både hyttefad og vandbeholder agter til transport af levende ål. Ålene solgte han i Højer for en god pris, hvorfor der også faldt lidt af til enemanden. Ellers levede vi godt om bord, foruden mad med hjemmefra fik vi ål, så det stod ud af alle knaphuller på vores lappede arbejdstøj. 

Det var lidt af et hårdt arbejde at laste mursten og byggematerialer. Et par store tønder med saltsild og saltkød blev lastet ved at bruge storbommen med talje i.

Sejladsen hjem til Rømø tog sin tid, for skibet stak dybt, hvilket resulterede i et par grundstødninger. Den ene gang på faldende vand, så vi havde pænt at vente til stigende vand igen. Men skibets ejer fik straks travlt med fiskeri og med at skrabe muslinger på havbunden rundt om skibet. Det blev igen et godt fiskeri, hvor der faldt en ekstra skilling af til enemanden om bord. Men efter en besværlig rejse hjem på grund af modvind og stor dybgang nåede »Elise« omsider Kongsmark på Rømø. 

Typisk for vort område er jo tidevandet, der ved den jyske vestkyst ved Hirtshals kun er 0,3 m og Thorsminde 0,8 m. Ved Grådyb Barre er den 1,3 m og ved en linje fra Måde strand over Kjeldsand og Peter Meyers Sand er den 1,5 m. Ved Rømø 1,8 m og ved Højer sluse ca. 2 m. Længere mod syd tiltager den yderligere, og ved Husum er tidevandet oppe på 3,5 m.

Indsejlingen til Sønderho er i dag meget tilsandet og kun muligt med små både, og har iflg. N. H. Jacobsen »Skibsfarten i det danske vadehav« gennemgået mange forandringer i tidens løb. På et kort af Tuxen går det såkaldte Hjørneløb ind fra vest langs sydspidsen af Fanø, men dets dybde var meget ringe - l favn gennemgående - medens selve havnen ved Sønderho havde 4 favnes dybde. Det yderste af Knude dyb havde højst l favn og 5 fod vand, mens Sønderho dyb, der gik ind fra syd, ikke havde dybder under 2 favne. Dette sidstnævnte, vigtige dyb gik ind mellem Flakstjerten og Ydre Knuden. Indsejlingen markeredes med anduvningstønde, der lå i mærket: de to båker ved Sønderho over eet. Løbet var ret betydeligt og benyttedes af skibe, der havde fragt til Ribe. Sønderho havn gav gode læ betingelser for omladning til de lægtere, der førte ladningen videre til Ribe. Ved den stejle rand af Galgedyb kunne selv store skonnerter ligge og udlosse direkte til vogne, der blev kørt ud til dem. Dette løb blev dog ødelagt ved stormfloden 3.-4. februar 1825 og indsejlingen ændret. 

Ved vestkysten hører man meget lidt om kajanlæg, bortset fra Tønder og Ribe. De steder, hvor everterne gik ind for at laste og losse, var åbne steder på stranden, måske med en lille vig eller bugt, eller de gik op i åløbene. De åbne strande var af betydning for disse ret simple fartøjer, der blot sejlede op på stranden ved højvande, og ved lavvande kunne hestevognene køre ud og hente eller bringe varerne. I tilfælde af stormfuldt vejr trak man blot skibene længere op på land ved hjælp af ruller. På de mest benyttede ladesteder havde man undertiden anlagt en slags kørevej af sten ud over vaderne.

En af bådførerne var Niels Henrik Hansen, der fra farvandet over det nordlige Kjeldsand nu var nået ind i Sønderho Dyb, og kort tid efter var everten inde på sin ankerplads. Et hurtigt greb efter bøjen og snart var der fortøjet ved moringen (en fast fortøjning bestående af en nedgravet stor sten eller et anker med kæde). 

Da vandet under ebben var faldet tilstrækkeligt til, at der med heste og vogn kunne køres ud til everten, kom gdr. Marius Nielsen, der "kørte op" for Niels Henrik, kørende ud gennem det lave vand. Vognen svingede op på siden af fartøjet, og losningen kunne begynde.

Naboerne hjalp til

Ladningerne var varierende. Konsumvarer til købmændene og "Brugsen", byggematerialer, brændsel og grus til postvejen o.s.v. Dybt lastede kunne everterne og lægterne være. F.eks. kunne der sluttes af med to rækker petroleumstønder ovenpå de skalkede luger.

Denne gang var det altså klyne (tørv) til den kommende vinter. Tøndemålet, der var rigget op i lossebommen, fyldtes med tørv i lasten og blev hevet op ved håndkraft med en talje og svinget over i vognen, hvor det tømtes. Bedstemor var blandt modtagerne denne gang, og nu var det vores tur. Marius kørte hen til kanten af stenbroen, løftede en side-jæl på vognen, og så væltede tørvene ned. Så kom naboerne og hjalp til med at bære ind og op på loftet. Det var naturligt, for man kom hinanden ved dengang. Og belønningen ventede - kaffebord med "brændselsbrokker", det vil sige kandis. Tørvene havde deres plads på loftet, og resten af loftet var fyldt med hø og spergel til vinterfoder for en ged og nogle får.

Everterne afløses af lægtere

I mine barneår nåede jeg endnu at se to af de gamle everter i fart mellem Sønderho og fastlandet. De var ret lange i skroget og forsynet med "sidesværd" til at mindske afdriften. For ikke-kyndige skal det oplyses, at "sværdene" var to store træplader fæstnet således på hver side af fartøjet, at de skiftevis kunne sænkes ned i vandet modsat vindsiden. En af de gamle everter er bevaret og udstillet på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Oprindelig var de rene sejlere, men de sidste af dem nåede at få installeret hjælpemotor.

Efterhånden afløstes everterne af lægtere. De var kortere i skroget og fra begyndelsen indrettet med maskinrum agter og lukaf forude. Den gaffelriggede sejlføring var bevaret, men da der i højere grad var kalkuleret med maskinkraft, kunne man se bort fra afdriften, og de nyere ligeledes fladbundede fartøjer var derfor ikke forsynet med "sværd", Fra omkring 1920 vandt disse fartøjer frem i vadehavssejladsen.

Ebbe og flod havde stor indflydelse på sejlmulighederne. Der var steder på sejlruterne, hvor man ikke kunne flyde over ved lavvande, og med stærk østlig vind var der perioder, hvor sejladsen slet ikke kunne gennemføres. Som den mest anvendte rute til og fra Sønderho benyttede man farvandet over den nordlige del af Kjeldsandet. Der sejledes fra Sønderho, så man nåede det mest grundede sted på højvandstidspunktet. Dette sted ligger så nogenlunde i vandskellet mellem den sydlige (Knudedyb/Galgedyb) og den nordlige (Grådyb) vandregulering i Vadehavet indenfor Fanø.

Når varerne lå på Kjeldsandet

Med stigende vand sydfra sejledes fra Sønderho til vandskellet med strømmen, og når fartøjerne så havde passeret grundene i farvandet over Kjeldsandet på højvandstidspunktet, og strømmen vendte, fik de i faldende vande den nordgående ebbestrøm med sig til Esbjerg. Når de skulle hjemad, skete det samme i omvendt rækkefølge.

Sejladsen i de snævre farvandes snoede og ikke alt for dybe sejlløb med stærk strøm var ikke nogen let sag for de tunge fartøjer. Det gjaldt om at lægge sejladsen sådan til rette, at man i størst mulig grad udnyttede medstrømmen. Det skete, at fartøjerne ikke nåede at flyde over på de mest grundede steder og sad fast. I mange tilfælde klarede de det ved at vente til næste højvande, men ikke mindst i perioder med østlig vind kunne de være uheldige at komme til at sidde fast i længere tid, og det kunne influere på forsyningssituationen i Sønderho. Det er derfor jævnligt sket, at ”Brugs-Jes” på forespørgsel af visse varer svarede: ”Haves ikke – ligger på Kjeldsandet”. Så måtte forbrugerne vente til naturen sørgede for så meget vand i flodstrømmen, at everten eller lægteren kunne slippe af grunden igen.

Til rors i ”Håbet”

Som drenge var vi vant til selv at sejle i farvandet omkring Sønderho i mindre både med latinersejl eller sprydsejl, men vi oplevede også ture med lægterne. Selv har jeg oftest sejlet med Kristian Helle i hans båd ”Håbet”. Det var et af de mindste fartøjer, og Kristian brugte i overvejende grad sejlene og kun undtagelsesvis motoren. Og det tiltalte mig. Når vinden fyldte sejlene, fartøjet krængede over og begyndte at skyde fart, var det en herlig fornemmelse for en stor dreng at sidde med hånden på ”Håbet”s rorpind og styre samtidig med, at man skulle passe skøder til storsejl og fok. Var vinden imod, og det var nødvendigt at krydse, gjaldt det om ikke at komme for langt op på dybenes kanter, inden man gik over stag.

”Håbet” havde ikke sidesværd, men en sænkekøl i en kasse – ”sværdkisten” – midt i lastrummet. Reguleringen skete i maskinrummet agter, hvor den lille glødehovedmotor fandtes.

Havde sådan en stor dreng end en fornemmelse af, at det var et større skib, han beherskede, så synede en Sønderho-lægter ikke af meget, når den fortøjede langs kajen i Esbjerg. Blot en enkelt grabfuld kul fra den store kran fyldte godt op i lægterens lastrum, og hvor blev man sort, når man så var med til at losse, for det støvede fælt, når kullene i lasten skulle skovles op i en tønde.

Lyden af de knirkende vognhjul, når der blev ”kørt op” fra de lossende everter og lægtere, har man ikke hørt i Sønderho i mange år. I erindringen står de som en hyggelig lyd og samtidig tegn på en personlig vedkommende aktivitet. Alt er i vore dage ligesom mere på afstand.

Da bilfærgerne blev sat ind mellem Esbjerg og Nordby, kunne de små fartøjer ikke længere konkurrere hverken økonomisk eller med hensyn til hurtighed eller hyppighed, men vi er stadig en del, der husker den tid, hvor meget måske nok var besværligt, og hvor man levede meget nøjsomt, men hvor man personligt var mere med i, hvad der skulle gøres, og hvor man var hinanden nærmere i dagligdagens foreteelser.

Udviklingen har vist ikke fremmet tilfredshed og menneskelighed. Snarere tværtimod, men der kommer mange gode minder frem, når man i tankerne dvæler ved tilværelsen i fordums dage”.