Bjergene på Fanø - del 2

 

Skrånbjerg

 

Skrånbjerg på Halespidsen. Angivet til 14 meters højde, men det er den nu ikke mere.

 

Skraanbjerg 5

 

Skraanbjerg 2

 

Skraanbjerg 15

 

Alle tre toppe er "udhulede" af betonbunkere til luftværnskanoner. Der er nogen uenighed mellem de forskellige forfattere af skrifter om befæstningen. I et af hæfterne angives batteriet at være Flak 37, som bestod af 88 mm flakkanoner. Tallet 37 stod for typen af datatransmissionssystemet, affutagen m.m. I et andet hæfte, der dog mest handler om Esbjergs forsvar og i øvrigt virker mere amatøragtigt for Fanøs vedkommende, angives disse flakkanoner at være 3,7, altså 37 mm. En original tysk optegnelse viser dog, at de tre bunkere var bestilt og måske også bygget til 3,7 cm flak, men måske er fundamenterne ens for disse to slags kanoner?

 

 Da jeg selv har set og hørt disse kanoner i aktion i foråret/vinteren 1945 under en luftalarm, hvor en kammerat og jeg havde skulket fra søndagsskolen, og tilfældigvis befandt os på Sdr. Engvej, hvor der dengang var frit udsyn over Vigen, og hvor vi i ro og mag kunne overvære en større overflyvning af hjemvendende allierede bombefly, mener jeg, at disse kanoners hule drøn sammenholdt med hele anlæggets størrelse rimer bedst med, at det har været 88 mm flakkanoner. Den type kanoner var en af krigens bedste og mest anvendelige, idet de kunne bruges både mod luftmål, som haubitser og endelig som panserkanon. De havde en rækkevidde på ca. 15 km. som haubitser.
 
 For at berolige ældre læsere, vil jeg skyndsomst tilføje, at vi begge bar "stålhjelme" i form af et par gamle gryder; vi havde formentlig været i gang med at lege krig, da luftalarmen kom.
 
 I øvrigt kom jeg selv til at skyde med 40 mm kanon, da jeg var i søværnet ca. 20 år senere; deraf sammenligningsgrundlaget.
 
 Den nordøstlige af disse bunkere fik under orkanen 03.dec.1999 blotlagt den nordlige side, så hele halespidsen har nu fået et unaturligt, hærget udseende. Sandsynligvis vil den næste større stormflod gnave endnu mere af sandet bort fra halespidsen. Derefter kommer de to nordligste bunkere sikkert til at stå helt frit.

 

Skraanbjerg 18

 

Hvis kysten følges videre avet om, er der ingen højdepunkter, før man kommer helt om på vestkysten, bortset fra de tre bunkere med (37mm) luftværnskanoner nord for Pakhusbanken, men de er jo ikke naturlige "bjerge". Nogle hundrede meter sydøst for disse bunkere kan man stadig se spor fra tidligere krige, nemlig rester af en skanse fra 1808 og 1864.

 

Knøsene

 

Knøsene er en hel klitrække der når op til 15 m. højde. De findes vest og nordvest for den nordligste del af golfbanen.

 

 

Betonvej-Batteri-Graadyb 3

 

Betonvej i "Knøsene"

 

Knoesene

Udsigt udover Grønningen fra "Knøsene"

 

Knoesene 2

 

En meget stor del af disse klitter er berørt af voldsomt bunkersbyggeri. I disse klitter lå bl.a. batteri "Fanø Bad" bestående af 4 stk. 10,5 cm kanoner med tilhørende observationsbunker, lytteposter, lyskaster- og nærforsvarsstillinger, luftværnsskyts, mandskabsbunkere, ammunitionsbunkere m.m. Fra et enkelt punkt på toppen af en bunker kan man i umiddelbar nærhed tælle 16 betonkolosser, mere eller mindre skjulte. Yderligere er hele området gennemkrydset af løbegange mellem de forskellige stillinger.

 

Nye-klitraekke

 

Nye-klitraekke-2

 

Ca. 150 meter vest for disse stillinger er der siden ca. 1950 opstået en helt ny klitrække, der strækker sig mod syd helt hen til hotellerne. Mellem den gamle og den nye klitrække er der nu en sumpet strækning, hvor en af datidens bedste badestrande lå. Dengang var stranden her kun et par hundrede meter bred. Længere mod nordvest var "Søren Jessens Sand" adskilt fra Fanø af det flere meter dybe "Hamborg Dyb", hvor der ofte løb en kraftig strøm.

 

Pælebierg

 

 

Pælebierg (21 m) Det hed tidligere "Genueserbjerget" efter et genuesisk skibs stranding i 1690. Fra 1742 kaldt Pælebjerg. Det er i dag et meget yndet og skønt udflugtssted. 

Nord for bjerget ligger Pælebjergsøen, som sikkert er en rest af det sund, der i tidernes morgen skulle have delt øen i to dele, og som hed Elses Gab.

 

 

Paelebjerg-soe 2

 

Paelebjerg-soe 4

 

Paelebjerg-soe 6

 

Paelebjerg-soe 8

 

Paelebjerg-soe 9

 

 

Søen er en af de meget få oprindelige og naturlige søer på Fanø, bortset fra de forskellige strandsøer, som for en stor dels vedkommende tørrer ud om sommeren; men der findes masser af kunstigt gravede søer og damme. For en del år siden målte jeg dybden i søen flere steder og fandt huller på knap 2 meter. Søen er senere blevet oprenset maskinelt. 

For ca. en snes år siden opdagede jeg ved et tilfælde en kilde (den eneste jeg kender på Fanø), der havde sit udspring i bunden af en lille aflang søs østlige ende i det sumpede skovområde et par hundrede meter vest for Pælebjerget. Det var en vinterdag, hvor jeg med et par drenge var på skøjtetur i området, da en fod pludselig røg igennem den ellers tykke is. Det var tydeligt. at vandet vældede op fra bunden, og alle vandplanterne bølgede i vestlig retning, hvor den lille sø havde forbindelse til nogle større søer.

 

Lyngslette-ved-Paelebjerg

Lyngslette ved Pælebjerg

 

Sti-ved-Paelebjerg

 

 

Nordstien ved Pælebjerg

 

 

Billedcocktail fra området omkring Pælebjerg

 

PICT0019       PICT0021

 

PICT0016       PICT0018

 

PICT0022       PICT0025

 

PICT0029       PICT0031

 

Andeliv web             Fru-And II web

 

Nær toppen på vestsiden af bjerget er der rester af en mindre bunker, denne fungerede som ild leder / observationsbunker for de 4 stk. 15 cm. Bofors-kanoner. Disse kanoner var fra 1908 og var blevet af flyttet (stjålet) fra det danske artilleriskib Peder Skram i sept. 1943. Disse kanoner kunne kun skyde indirekte, og de havde en max. rækkevidde på 14,5 km. De var opstillede i åbne betonbriske i den tidligere mågekoloni langs betonvejen, der nu fører ud til Skovlegepladsen.    

Batteriet blev af en eller anden grund aldrig færdigudbygget, selvom det blev påbegyndt tidligt i krigen og senere ændret. 

Ved vejen der fører ud til stranden, var der under krigen placeret et par tanks i skjul under nogle gamle grantræer, som nu er blæst om. Der var ved den sydgående skovsti anbragt flere større træbarakker der blev brugt til lager, værksted og sikkert også til beboelse for soldaterne. Tomterne ses endnu. 

En herboende, som for nylig var på arbejde i Tyskland, har der talt med nogle af de her på øen dengang stationerede tyske soldater og har af disse (nu gamle krigere) fået oplyst, at man sandelig ikke fremskyndede noget krigsmæssigt byggeri her; man havde det jo dejligt og forholdsvis fredeligt her på øen, og det grumme alternativ var at blive sendt til østfronten, hvad meget fa af dem ønskede. 

 

 

Til omstående artikel knytter Torben Garmer følgende: 

I Fanø Ugeblad den 25. januar 1980 finder vi en artikel om et sogneforstanderskabsmøde på Pælebjerg 1846: 

Afskrift af Nordby Sogns Forhandlingsprotokol v. Marius Sørensen 

Den 11. November 1846 

Ovennævnte Dato fandt efter forudgangen skriftlig Drøftelse et Møde sted imellem Sønderho og Nordby Sogneforstanderskaber ved Grænseskjellet paa Stranden. Hensigten var en Overenskomst om den Retning som Skjellet skulde tage fra den tilforn oprejste Mærkepæl (Pælebjerg). 

Sønderhoe Fortsnaderskab udtalte den i deres Sogn forekommende Mening, at Grænsen skulde drages fra Pælen I ”Nordvest” efter Kompaset. Denne Mening der aldeles intet havde at støtte sig til uden Sagnet maatte Nordby Forstanderskab aldeles modsige, og der gjorde heller ikke nogen videre Fordring paa at gøre den gjældende. Efter landets Retning, omtrent ”Syd” til ”Nord” maatte Nordby Forstanderskab formene at den lige Linie burde drages og Skjellet saaledes drages i ”Vest”. 

Sønderhos Forstanderskab ytrede sig dernæst for at den mellem disse tvende Retninger faldende ”Vest – Nordvest” skulle være Grænsslkellet. 

Da man imidlertid heller ikke derpaa kunde indlade sig fra Nordby Sogns Side foresloges at opgive den Lompasretning, hvorom der stredes og gøre ”Vest – Nordvest – ½ Vest” til Grænselinien. 

Efter nogen Ventilation antoges dette af  Nordby Forstanderskab. Dog bestemtes med fællig god Samtykke denne Afgørelse kun gjældende i 5 – Fem – Aar fra Dato, i hvilket tidsrum saaledes ”Vest – NordVest – ½ Mil Vest” bliver fastsat som Grænselinie paa Stranden. 

Efter ovenstaaende Kompasser, medbragt fra begge Sogne, blev da tillige en Pæl oprejst til at angive Linien fra den tilforn oprejste Pæl. (Pælebjerg). 

Denne Bestemmelse bliver saaledes at indføre i begge Sognes Forhandlingsprotokol. Grænselinien drages følgelig i ”Vest – NordVest – ½ Vest”. 

C. Biering – L. N. Nørbye – J. Lassen – L. A. Spelmann 

H. P. Thyssen – A. J. Hansen 

 

 

Fra en beretning om et selskabs ”rejse” til Pælebjerg i juli 1914: 

”En tur til Pælebjerg” 

bakker og bjerge, klitter og banker og så Fanøs dejlige strand er nok værd for en badegæst at søge hen til, når solens slængelys varmer og kvæger. Vi var et helt selskab fra Byen, som sidste søndag søgte ud til Pælbjerg, en høj klit, som tilhører statsplantagen og ligger midtvejs mellem Nordby og Sønderho, men Fanøs befolkning betragter den som sig tilhørende, hvad den også får lov til, ligesom også til at færdes i den unge statsplantage, blot man overholder reglerne efter Plakaterne og ikke lader den unge beplantning tænde ved ens cigar samt i det hele taget opfører sig pænt og ærligt. Fra kirken og til plantørboligen går man ad Postvejen, et stykke af denne er chausse, resten lyngdækket eller helmbestrøet for Sønderho sogns vedkommende. Man kan også strandvejs gå til Pælbjerg, men hverken den første eller sidste vej er kedsommelig. 

 

 

Under lystig snakken, der stod i den stærkest mulige disharmoni til naturens tyste ro, vandrede vi et helt selskab den dag fremad mod Pælbjerg, og enhver af os havde på grund af, at værten havde lovet os en forfriskning på bjerget, en hel del bagage at bære på. Et par skridt gennem plantagen og mågedalen bragte os til Pælbjerg. Det hævede sig som en underlig umotiveret  majestæt mellem en klitrække, trappetrin førte op til toppen, hvorfra var et vidstrakt udsyn. 

Bjerget har en anseelig højde og er i buddingform. Ved foden rugede ænder, det vil sige vildænder, og op ad dens sider var der mågereder. 

Straks efter ankomsten til bjerget blev et par damer nede ved foden, hvor der var udgravet et hul, som i almindelighed udnyttedes til ildsted, og de samlede sig nogle affaldne grene og lyng for at gøre anstalt til at gøre ild. Under dette arbejde gik der ild i den enes forklæde, hvilket den øvrige del af selskabet blev opmærksom på ved et højt skrig fra medhjælpersken, betuttet søgte enhver hen mod forklædet, som var kommen for nær flammen i det landlige bål. Med et rask tag rev en fynbo kraftigt fat i forklædet, båndet om livet sprang, og ved at kaste det lille klædningsstykke på jorden og træde på det, lykkedes det ham at få  ilden slukket, så hele skaden indskrænkedes til, at det ene hjørne af forklædet blev brændt. 

Alle var nu sprungne op og samledes – om man så må sige – ved brandstedet, hvor kurvene tømtes, efter at kedlen havde afgivet sit kogte indhold tilsat kaffe og fløde. 

Eftermiddagen gled, og mosekonen var så småt begyndt at fyre op i sit bryggers og solen var sunken i havet. Vi havde betragtet dens forsvinden, det var et storslået syn; men dette og den storartede udsigt fra Pælbjerg vil jeg ikke fortælle om denne gang.”

 

Silkebjerg

 

Silkebjerg Navnet skyldes, at der engang i 1815 strandede et skib, der var delvis lastet med silke. Silken blev bjærget og lagt i et midlertidigt depot i en nærliggende klit der så fik navnet Silkebjerg. Hele denne gamle klitrække lå dengang yderst ved stranden. Her var der placeret et infrarødt pejleanlæg og lidt nord for er der lavet en betonplatform til en antitankkanon / panserværnskanon, og lige neden for denne ses tomten fra en beboelsesbarak Disse klitter er fyldt med løbegange og nærforsvarsreder.

 

Silkebjerg-fra-v

 

Silkebjerg fra V

 

Silkebjerg-fra-noe

Silkebjerg fra NØ

 

Panserkanonen-ved-Silkebjer

 

Panserkanonen ved Silkebjerg

 

Mosedalsbjerge og Lodne Bjerge

 

Mosedalsbjerg.  Dette "bjergområde" er et af de kønneste og mest særprægede på Fanø, synes jeg. Her ligger en større mandskabsbunker, som snart er gemt af vejen samt en af beton beskyttet observationspost Her er også et betonfundament til ildledelse af de 12,2 cm kanoner, hvoraf der i alt var 4 syd for Sønderho Strandvej. Fra toppen er der en fin udsigt til det meste af den sydlige del af øen. Bjerget angives i 1948 til at være 20 m. høj.

 

Mosedalsbjerg-005

 

 

 

Her findes også stedet "Ved Galgen", hvor der i sin tid var placeret en galge til skræk og advarsel for strandrøvere. Den fugtige strandeng vest herfor hedder Galgedalen. Vi har jo også Galgerev og Galgedyb sydvest herfor. 

Lodne Bjerge er et stort område syd for Sønderho Strandvej ud mod Hønen. Der er ingen tvivl om hvor navnet kommer fra; det kan man selv forvisse sig om ved en spadseretur i det dejlige område med den specielle vegetation / klitdækning. Navnet indgår i Sønderho's "nationalsang". 

Der er kun få og små tyske bunkere i området, men til gengæld er der masser af rester af skyttegrave og løbegange mellem de forskellige småskytsstilIinger i den vestlige del. Disse stillinger var kun dækket af sandvolde

 

 

Gå til top