Indelukket sømænd reddet i 1853

Indelukket sømænd reddet 



Den 7. oktober 1853 meldte et skib der var på vej til Nordby havn, at de havde passeret et vrag, der lå med bunden i vejret ud for Rømø. Man fik hurtigt bemandet en båd med 8 redningsfolk: Peder Pedersen Mathiasen, Søren Andersen Sørensen, Søren M. Mathiasen, Chr. A. Hansen foruden 4 mand, der ikke blev navngivet i rapporten til birkedommeren omkring redningen. Man fandt vraget 7 mil syd for Fanø på 9 favne vand. Der var kun agterende at se, men læs beretningen om redningen her:

”Vi gav os til at bjerge af Sejl m. m., men dette Arbejde blev snart afbrudt ved, at man hørte en svag Banken i Kahytten, saa man antog, der var levende Folk i Skibet, og det blev bestemt, at der skulde hugges Hul paa Skibet, hvor man havde hørt Bankningen; men dette Arbejde lod sig ikke let fuldføre; thi at staa paa Siden af Skibet i denne skraa Stilling, hvori det laa og ved den skarpe Agterende, var ikke alene besværligt Arbejde, men Søen brækkede over Vraget, saa at man ikke kunde ligge ved Siden af det med Baaden, hvorfor dette Arbejde kun lod sig gøre skiftevis, da den ene maatte holde fast i Kølen med den ene Haand og med den anden i Klæderne paa den, som arbejdede, for at han ikke skulde glide i Vandet. Medens man arbejdede med Kapningen, gled Søren Andersen Sørensens Fod, saa han kappede ned igennem sine Søstøvler og Strømper, dog uden at gøre Foden videre Skade, men Støvlen var ubrugelig, som dog kort før havde kostet 8 Rdl.



Saa snart vi fik Hul paa Skibets Planker, saa vi en Mand ligge i en sammenkrympet Stilling med Knæerne op mod Brystet. Han udstødte uafbrudt nogle jammerlige, men uforstaaelige Ord. Man fik saa meget af Plankerne afhugget, at man troede han nu kunde komme ud, men der maatte først 2 svære Stykker Tømmer afsaves og dertil maatte Afløsning, da de ikke kunde udholde Arbejdet længere.

Søren Hansen Mathiasen kom da til og fortsatte Arbejdet, mens en holdt ham fast i Klæderne med den ene Haand og den anden i Kølen. Nu fik man Tømmeret oversavet og den jammerfulde Mand trukket op gennem Hullet med Hovedet og den ene Arm, men Hullet var ikke stort nok, og den jammerfulde Mand maatte ned igen, og man maatte til at gøre Hullet større; medens dette skete, maatte man holde en Skærm af Klæder paa den ydre Side af Hullet for at beskytte det, da Søen slog idelig over Vraget.

Saa fik man ham atter trukket op og fik ham op paa Kølen af Vraget. Man fik en Trosse fra Blankeneseren (et Skib, der var kommet til Stede under Arbejdet), da man frygtede at Søen skulde kaste Jollen, som kom efter ham. Nu fik vi ham ned i Jollen og derfra op paa Blankeneserens Dæk, hvor man gav ham en Læskedrik, men spise kunde han ikke. Vi spurgte ham, naar de havde kuldsejlet Skibet; han nævnte Tirsdag, men efter al Sandsynlighed havde det ikke været sidste Tirsdag, saa man kunde antage, at han saaledes har tilbragt en Tid af 10 til 11 Dage i Vraget. Han forklarede tillige, at han var Skibets Kaptajn og hørte hjemme i Kington ved Hull og at have ladet Kul i Pieterhead, bestemt for Hamborg. Paa Brystet bar han en Medaille med Nelsons Billede (og Indskriften: "Hver Mand gøre sin Pligt" i Oversættelse). Uopholdelig søgte man at bringe ham til Land og at sejle med ham til Fanø, da man antog, at Vinden dertil var mere gunstig. Klokken var omtrent 2 om Eftermiddagen, da vi sejlede fra Vraget og naaede Fanø Strand omtrent Kl. 7 om Aftenen.

En Vogn blev straks besørget saa hastig som muligt, den bragte ham til Søren H. Mathiasens Hus; man plejede ham, det bedste man kunde, og Lægen blev uopholdelig hentet, som straks tog ham under Behandling samtidigt meldte man det til Birkedommer Schønau; men trods al den omhyggeligste Pleje og Lægehjælp døde han den 9. Oktober i Lægens samt Birkedommerens Overværelse hos Søren H. Mathiasen, som lod ham hæderlig begrave efter Lands Skik og Brug."

Den forulykkede havde levet af tran i de 10 – 12 dage han havde overlevet i vraget.

Relaterede artikler

Gå til top