”Venezia"s stranding i 1905

”Venezia"s stranding 

En sørgelig begivenhed hændte den 9. september 1905 lige udenfor Fanø kyst, en begivenhed, som på flere måder bringer det aldrig glemte minde om ”Claus”s stranding i frisk erindring. Den gang satte 8 mennesker livet til, denne gang 12, dog ikke som forrige gang i nattens mulm og mørke, men ved højlys dag.  

Trædamperen ”Venezia” af Bergen, 880 t., ladet med kul fra Blyth i Skotland til Esbjerg og ført af kaptajn Fejlberg kom til Grådyb lørdag den 9. henad middagstid. En tid holdt den det gående udenfor Barren afventende lods. Lodskutteren havde natten i forvejen opholdt sig udenfor Grådyb, da der ventedes flere skibe; vejret var stormfyldt og havet meget oprørt. Lørdag morgen stod den indad efterfulgt af to dampere, som fik lods ved Skallingen. Her blev kutteren liggende, idet det var ugørligt at forcere Barren med den svære brænding, som var der. Kl. 2 sattes lods Olsen om bord i den engelske damper ”Ethelbert”, og da der samtidig iagttoges et andet skib, som styrede indefter, lettede kutteren straks anker og sejlede ud imod det; for sent dog til at bringe lods om bod, thi det var imidlertid strandet på ”Bjælken”. Det huggede hårdt, og brådsøerne gik uafladeligt hen over det. Besætningen, som frygtede for, at det ville brække over, gik da i båden, 14 mennesker i alt, deriblandt kaptajnens hustru, og søgte på den måde at redde livet – desværre dog forgæves for de flestes vedkommende.  

Fra lodskutteren blev der gjort alt, hvad der var muligt for at komme de stakkels mennesker til hjælp; den sejlede tre gange ind i brændingen med fare for selv at strande; gentagne gange lykkedes det at kaste en ende til båden, der også blev grebet, men folkene kunne ikke holde den fast; en vældig brådsø fyldte båden og kæntrede den. Det lykkedes nogle af de skibbrudne at holde sig fast, men forsøgene på at bjerge dem mislykkedes, til dels også på grund af, at lodskutterens maskine satte ud af drift.. omsider drev båden ud i kanten af brændingen, endnu med to mand ved den, og med betydelig livsfare blev der da sat en båd i vandet fra kutteren for at nå hen til dem og om muligt bjerge dem, og denne gang lykkedes det. De to mand reddedes, naturligvis meget forkomne og udmattede, de blev straks afført deres våde tøj og indsvøbt i uldtæpper og kom da til kræfter. De reddede var første maskinmester Læknæs, Bergen, og letmatros Niels Arvidson, Halmstad. 

De tolv mennesker fandt derimod deres død i bølgerne, og med sorg spørges der, kunne der ikke være gjort mere for dem. Visselig ikke fra lodskutterens side, der gjorde man alt og vovede livet. Men redningsbådene? Ja, redningsstationen i Blåvand fik først melding om ulykken en time efter strandingen; kl. 17.45 var man klar med heste og vogn, og kl. 18.30 nåede man fyret, hvor redningsbåden skulle sættes ud, men hvorfra det for øvrigt var umuligt at ro ud til strandingsstedet, og ganske unyttigt også på den tid; da var ulykken for længst sket. 

Og redningsvæsenet i Nordby – ja, det fik slet ikke melding om begivenheden og hørte intet om den før længe bagefter, fortæller Fanø Ugeblad: ”Det er det fortvivlede ved situationen, at den ene og den anden ved besked om, at der foregår en stranding, med redningsvæsenet får intet bud. Først kl. 15.30 meldtes begivenheden i Esbjerg af en af lodserne, og senere telefoneredes der fra Kurhotellet til havnekontoret i Esbjerg, men redningsmandskabet får intet at vide. At sende telegrafisk eller personligt bud falder ingen ind og – desværre, det havde vel også været for sent. Meldingen kunne kun have været gjort med nytte fra Skallingens Fyrtårn, men dette er mærkværdigt nok ikke i telefonisk forbindelse med redningsstationerne. Man må håbe, at dette nu vil blive rettet og dernæst, at der, som lodserne begærer, må blive anskaffet en søstærk lodsdamper, lig den, der ligger ved Skagen. Men sørgeligt er det, at en ulykke som den, der er foregået, først skal finde sted.” 

Ligene af kaptajnen og hans hustru samt styrmanden er drevet i land på Skallingen og ført til Oksby. 


En anerkendelse.    


lodskutter-1887

Lodskutteren fra 1887 på udkig efter lodssøgende skibe ved Skallingen. Kutteren forliste ved Sædding i 1909. 

 

Marineministeriet har i ”Statstidende” offentliggjort følgende skrivelse af 28. oktober 1905 til lods M. N. Iversen i Esbjerg.:  

”efter at man har gjort sig bekendt med den i anledning af dampskibet ”Venezia”s stranding på Grådybbarren den 9. september dette år optagne søforklaring og med de af Dem til overlodsen indsendte rapporter om lodskutteren ”Esbjerg”s bestræbelser for at redde nævnte dampskibs besætning og efter derom nedlagt forestilling, har kongen tildelt hver mand af kutterens besætning, nemlig: lods M. N. Iversen, lods J. A. Heide Sørensen, lods R.P. Ungermann, matros L. J. Lauridsen og kok Niels Nielsen medaljen for Druknedes redning med tilladelse til at bære samme.  

Ministeriet skal derhos udtale sin anerkendelse af den energi, det mod og den udholdenhed, som kutterens besætning ved nævnte lejlighed har udvist og særlig af den omtanke og ro, med hvilken De, som kutetrens fører ledede redningsforsøgene. Som en yderligere påskønnelse af Deres forhold ved den omtalte lejlighed skal ministeriet bede Dem modtage det efterfølgende ur.

 

                      J. C. Christensen” 

 

Lodsoldermand Iversen var født i Rindby den 26. maj 1863. I 15 års alderen kom han ud at sejle med Fanø sejlskibe. I 1881 tog han styrmandseksamen fra Thodsens private navigationsskole i Rindby. LINK. Derefter sejlede han i 6 år med engelske damp- og sejlskibe, indtil han i 1887 blev antaget som aspirant og mønstrede som matros til lodsvæsenets tjeneste på lodskutteren ”Esbjerg” der samme år var blevet bygget i Frederikshavn.  

Den 1. juli 1890 blev Iversen lods og blev 4 år efter fører af lodskutteren. Da lodskutteren under stormfloden den 6. november 1911 strandede ved Fourfeldt, blev han fører af den ny lodskutter, som blev bygget i Fåborg 1912. Den 1. august 1920 afløste han Søren H. Ibsens som lodsolderformand og i 1923 blev han formand for ”Dansk Lodsforening” og redaktør af foreningens medlemsblad.  

I 1908 flyttede Iversen til Esbjerg, hvortil lodseriet var blevet flyttet til på grund af den voksende trafik.  

Iversen var meget optaget af afholdssagen. Han talte jævnligt i logen ”Fanøs Haab” på Vestervejen, og var aktiv i afholdsbevægelsen i Esbjerg.  

I det store og hele var Iversen af den slags mennesker, der med varme tager sig af de sager, han har med at gøre. Hav var en mand med masser af gå-på mod – en af dem der ikke let blev modløs.  

Hans løbebane indenfor lodsvæsenet viser da også, at hans foresatte stedse havde øje for, at han var en mand der duede, og hos sine kolleger landet over, fik hans ord både i tale og skrift altid ørenlyd.  

I 1905 fik Iversen medaljen for Druknendes Redning for hans medvirken ved at redde to af besætningen fra den norske damper, der den 9. september strandede ved Grådyb Barre. Ved den lejlighed skænkede ministeriet ham et ur. Han blev Dannebrogsmand i 1923. I 1927 blev han udnævnt som medlem af søretten i Esbjerg. 


Relaterede artikler

Gå til top