Den sidste uges megen blæst gik søndag den 5. november 1911 ved middagstid over til en stærk pålandsstorm, der i eftermiddagens løb udviklede sig til orkan, som ødelagde telegraf- og telefonlinier, væltede plankeværker og træer, og ødelagde tage, veje og broer. Heldigvis havde stormen advaret folk, så man havde i tide fået dyrene op på højere liggende jorder.
Lægteren "Ane Marie" fra Sønderho, lastet med kolonialvarer, strandede oven på Ribe plantages sydlige dige. Den havde ligget fortøjet i Sønderho havn; da stormfloden kom, sprængtes fortøjningerne og lægteren drev uden mandskab ad Ribe til.
I Nordby trængte vandet også denne gang ind i flere huse; men floden kom ikke op på niveau med stormfloden i 1909, den var ca. en halv alen under forrige stormflodshøjde.
Skaderne blev opgjort til:
Nordby: 2.810,- kr. og i erstatning: 785,-
Sønderho: 9.435,- kr. og i erstatning: 1415,- kr.