Der er noget der tyder på at forrige tiders "Budfoged" også var trommeslager. Under krigen 1914-18 blev der sprængt mange ilanddrevne miner på stranden, hvilket ofte forårsagede at mange ruder blev sprængt af lufttrykket. Jeg kan huske, at trommeslageren ved flere lejligheder advarede folk og henstillede, at man åbnede vinduerne i den tid minesprængninger stod på. Hans Sørensen havde en vis messetone, når han råbte de kommunale bekendtgørelser ud. Når trommanden gik gennem gaden, kom folk ud i dørene eller åbnede vinduerne for at høre, hvad der blev udråbt. Jeg husker, at der så ofte blev sagt "Hyss,- vi skal høre trommanden".

Efter Hans Sørensen fik vi vist ingen fast trommand, jeg tror, matros Ejner Sørensen forsøgte sig en tid. Så fik barbermester Fr. Hansen trommen overtadt, han var musiker, og trommen blev brugt i det musikorkester, der var med til at sætte feststemning over dagene efter 5. maj 1945.

Han var ikke "kommunalmand", men kunne lejes af alle, der ønskede en meddelelse bragt til beboernes kundskab.

Den første, jeg husker, var Jens Jørgen Mathiasen - eller ”Jens Jørgen Klokmand”, som han blev kaldt. Han var vist broder til den Mathiasen, der boede i Mellemgaden. Far til kapt. Hans N. Mathiasen, fyrskibsmatros Marius Mathiasen og arbejdsmand Harald Mathiasen.

Hvor ofte har det ikke lydt fra mor til os: 'Drenge, nu skal l op, ae hjøwer har tut. Så vidste vi, det var på tide at komme op for at komme i skole. Eller når vi kom for sent hjem til

"thetid", og vi undskyldte os med, at vi ikke vidste, hvad klokken var. I har vel hørt der

blev tut til æ hjøwer?". Så var der ingen undskyldning, for når hjøweren havde tut til aften, var klokken 5 – 5 ½, og så måtte vi vide, det snart var tid at finde hjem (fra havnen).

Dagens store begivenhed var 6.30 færgens ankomst især i sommertiden når der var rykind af feriegæster. Som regel var det hjuldamperen ”Esbjerg”, der kom planende med kapt. Jessen ved roret. Der var både 1. og 2. Klasse. Badegæsterne kom altid på 1. klasse. Færgen lagde til ved Færgebroen, der nu er forsvundet. Een matros var placeret for og een agter i færgen. Når færgen var ud for broen blev der fra matrosen i forstavnen kastet en kasteline med hesteknude i tampen. De mange tilskuere måtte selv tage sig i agt, at de ikke fik knuden i hovedet. Hvis færgeportøren, der altid modtog de ankomne færger, fik fat i kastelinen, halede han den ind og fik efter linen en trosse ind på broen. Når så en lignende forbindelse var etableret agter, lykkede det ret hurtigt at få færgen lagt til broens slæbested, der var en forsænkning på kajen af hensyn til tidevandet.

Færgeportøren var "Sonnick", fhv. sejlskibsfører S. Sonnicksen, han havde snore på kasketten og var det meste af året i solide søstøvler. Så brølte Sonnick: "Væk knægte -pas på tæerne for nu kommer landgangen. Derefter btev landgangen smidt op på færgen,. og ilandstigningen begyndte. Ofte var der tilskuertrængsel, så passagererne dårligt kunne komme fra borde, men "Sonnick" skulle nok få fok til at flytte tæerne. Hvis da kke Visby -politibetjenten - var tilstede, høj, bredskuldret, med skulderkappe og stok. Flyttede vi os ikke hurtigt nok, så hjalp Visby med stokken.

l sommertiden var "Meyer" altid med de færger, der bragte badegæster enten til eller fra øen. Han var hotellernes servicemand på banegården i Esbjerg, hvor han modtog gæ­sterne fra ind eller udland, sørgede for deres bagage o.s.v. - Hvem husker ikke Meyer med det røde overskæg, mens han overvågede gæsterne og deres kufferter. Han var i fuld uniform, med snore og liberi. Han tilkaldte ved ankomsten bussernes kuske, for hvert af de store badehoteller havde jo deres egen hestebus. Så blev bagagen hevet over rælingen, ind på broen og af kuskene op i busserne. Meyer skulle jo sørge for tre til fire hotellers gæster med bagage. Og helst sådan, at der kom noget i den 'hule hånd'. Jo der var liv og charme, når" æ damper kom o klok' saejs’.