Den 9. april 1940 var vi på vej til Danmark med en kul - og kokslast. I rum sø fik vi gen­nem radioen en melding om, hvad der var ved at ske, og "LILIAN" og et andet af re­deriet J. Lauridsens skibe -"ANNA", som vi var i følge med, vendte da om og satte atter kursen mod England.

Efter at have ligget nogen tid i England, kom der en ordning for os, idet en del danske skibe, hvoriblandt "LILIAN", blev overgivet til Frankrig, for at gøre tjeneste for dette land.

Vel, vi satte kursen mod Rou­en, hvortil vi ankom i god behold. I ROUEN blev "LILIAN" officielt overgivet til de franske myndigheder - det fandt sted ved en meget højti­delig handling ombord, hvori deltog høje franske myndighe­der, marinesoldater paraderede og det franske flag hejstes - det hele var næsten for højti­delig. Efter at være blevet udstyret med to små automat­kanoner på broen til "beskyt­telse" mod luftangreb og en sværere marinekanon agter - en gammel fyr for øvrigt, der stod 1872 på den - gik vi til Cherbourg med en ladning suk­ker. Der fra havde vi en last jernmalm til England.

Nå, krigen begyndte at tage fart. Frankrig faldt, og så var vor franske periode forbi. Vi sejlede så på London og forskellige engelske havne resten af året og vinteren med til maj 1941. Det var en stram tid, "Blitzen" så vi en god del af, de lagde ikke fingrene imellem de gode tyskere, men på den anden side, når en­gelskmændene først er færdige med at spille kricket, så kan de godt føre krig.

Så kom vi ind i sejladsen på Island, og der var vi i 2½ år. Vi havde militærforsyninger med derop, og forskellige islandske produkter med tilba­ge, bl.a. tørret fisk og sil­deolie - det sidste var der god brug for i sprængstoffa­brikationen. Der sejledes na­turligvis altid i konvoj, men gav det dårligt vejr, varede det sjældent længe, før "LILI­AN" var ene på havet - de 7 mil vi gjorde, tillod ikke meget dårligt vejr, før vi sakkede agterud. Der var imid­lertid ingen U-både, der an­greb os, men det skete, at langt hurtigere skibe i kon­vojen mødte deres skæbne. Også i luften var tyskerne aktive, de havde nogle langtrækkende ma­skiner Focke-Wulff hed de vist, men også dem havde vi held til at undgå.

I efteråret 1943 begyndte vi at sejle fødevarer fra Sy­deng­land til små havne i den nord­lige del. Vi regnede ef­terhån­den ud, at englænderne ønske deres lagre jævnt fordel over det hele i tilfælde af, at tyskerne skulle forsøge at ødelægge transportsystemet for på den måde at hindre invasio­nen.

I foråret 1944 blev skibet udrustet med store begivenhe­der for øje. Vi havde for­ længst fået mere moderne skyts ombord i stedet for det fran­ske, ligesom vi havde engelsk kanonbetjening, i alt 12 mand, og endelig var en del af vore folk blevet uddannet i brugen af skytset. Nu blev skibet forsynet med særlige sikker­hedsforanstaltninger med hen­blik på transport af benzin og ammunition. Vi fik gnistnet over skorstenen blot for at nævne en detalje, også en be­tydelig mængde slukningsma­teriel blev bragt ombord.

I BRISTOL blev jeg sammen med andre officerer fra handels­flåden indkaldt til konference ført i juni. Til stede ved konferencen var en admiral, han meddelte os, at vi kunne betragte invasionen som en kendsgerning - det dårlige vejr havde forsinket den nogle dage, men nu var øjeblikket inde.

Så kom dagen, hvor kursen sat­tes mod den franske kyst. Vi gik ind ved den såkaldte Omaha sektor, der var underlagt amerikanerne. Vi havde for­skelligt udstyr med til trop­perne, der nu løb storm mod Hitlers kæmpefæstning. Bl.a. havde vi flere tons general­stabskort. Vi kastede anker et stykke fra kysten.

Det var et storslået syn at se de hundrede af fartøjer ligge spredt ud over havet så langt øjet rakte. Inde på strand­bredden gik det hårdt til, dvs. tyskerne var allerede drevet et stykke ind i landet, hvor de havde sat sig fast. De allierede krigsskibes svære kanoner greb gang på gang ind i kampen ved at sende en skyl­le kæmpegranater - hver enkelt vejede 8-900 kg - ned over de tyske linier. Spektaklet var øredøvende, og for at gøre ondt værre kunne det ske, at enkelte tyske flyvere dukkede op, og da fik vi den praktiske demonstration af, hvad ordet "Ildtæppe" var. Det må have været tusinder af kanoner, der var i gang. I det hele taget, var alt i forbindelse med det­te invasionsforetagende af et eventyrligt format, kun den der selv så det, ved hvor be­tagende en oplevelse det på sin vis var. Det, som gjorde størst indtryk på mig var dog synet af den kæmpemæssige kun­stige havn, som amerikanerne etablerede på kysten. Det har været et krævende job at slæbe de mange etager høje sænkekas­ser over kanalen.

På toppen af sænkekasserne var bygget hele kanonstillinger - de såkaldte "storkereder" - og så var der sænket et større antal skibe, der gjorde tjene­ste som bølgebrydere, der var fartøjer i mellem på 20.000 tons. Det var det helt store foretagende.

Vi havde vel ligget 2-3 dage, da der kom en motorbåd ud med en forespørgsel "om det var her, vi havde nogle general­stabskort”? Jo, det var det da. "Så lad os for himlens skyld få nogle af dem - de slås allerede i kanten af de kort de har." De fik nogle ordentlige bunker kort hevet ned i motorbåden og forsvandt som et lyn. Så var det i hvert fald ikke vor skyld, om inva­sionen skulle gå i stå!

Vi gjorde en rejse til Eng­land, og kom tilbage. Det så ærlig talt mindre godt ud langs den franske kyst. Vejret havde i mellemtiden været me­get dårligt, den store kunsti­ge havn var ødelagt, kun en­kelte af kanonerne ragede op over vandet, og stranden var over­strøet med landgangsfartø­jer i hundredvis. En overgang så det rigtig dårligt ud for land­gangstropperne, de måtte såle­des et par dage have deres forsyninger ad luftvejen. Den allierede overkommando indrøm­mede da også åbent og ærligt, da krisen var overstå­et, at tyskerne, om de ellers havde sat noget ind på det, havde haft en god chance, for at kaste invasionshæren i van­det.

Det gik imidlertid ikke sådan, heldigvis, men det er træk ved engelskmænd og amerikanere, jeg godt kan lide, dette at de indrømmer, at de ikke er ufejlbarlige. Det tjener også til deres ros, at de hele ti­den, ligegyldig hvor hårdt det gik til havde råd til at vise menneskelighed. Da således vores skib i april 1944 blev direkte underlagt de væbnede styrker, stod det ethvert med­lem af besætningen frit at gå i land - der var nu ingen der benyttede sig af denne ret, med de havde den.