Mitfanoe
Esbjerg-Fanø-Hjerting Turistforening 1922-1982

Esbjerg-Fanø-Hjerting Turistforening 1922-1982 Verner Bruhn

Esbjerg-Fanø-Hjerting Turistforening 1922 - 1982, Verner Bruhn 

Det har altid virket tillokkende at kunne rejse ud og se andre egne end dem man færdes i til daglig, men det har først i vor tid været muligt for andre end en meget fåtallig overklasse i samfundet. Med arbejdstidens nedsættelse - 8-timers arbejdsdagen blev indført 1920 - og med lovfæstet ferie for alle arbejdstagere blev turisme i mere moderne forstand almindelig.

Dermed begyndte også kampen om turisterne og de penge som de lagde i feriebyerne.

På Fanø havde man haft »badegæster« siden midten af 1800- årene, og i 1890 oprettedes Fanø Nordsøbad der gav stødet til det store hotelbyggeri ved stranden.

I Sønderho havde der siden århundredskiftet været sommerhusgæster, og der fandtes en turistforening hvis vigtigste formål var at leje sommerboliger ud til »Københavnere«.

Da Esbjerg efter århundredskiftet havde etableret sig som købstad og havde fået løst de fleste af de mange problemer et nyt bysamfund nødvendigvis måtte løse, kunne man tage fat på andre opgaver f.eks. at placere byen i omverdenens bevidsthed som andet og mere end et nybyggersamfund eller en by der blev passeret på vej til Fanø.

Det ærgrede kort sagt driftige esbjergensere at turister ikke så andet af byen, end hvad de kunne øjne fra bussen fra banegården til Fanøfærgen. En kreds af erhvervsfolk arbejdede derfor i et års tid med tanken om at danne en turistforening for Esbjerg-Fanø, og den 7. marts 1922 blev foreningen dannet. De fleste medlemmer af arbejdsudvalget fortsatte i bestyrelsen, blandt dem direktør Prahl, direktør Lervad, købmand A. Svanholm, og som formand valgtes initiativtageren bankdirektør C. Koppel. Også pressen var repræsenteret, i bestyrelsen ved daværende redaktions- sekretær Knud Ree, og i det nyoprettede repræsentantskab sad alle byens redaktører, en af dem, redaktør J. P. Sundbo, var yderligere folketingsmand. Fra Fanø sad navigationsskolebestyrer G. Sørensen, kæmner P. M. Petersen og postmester Enné


P3B WEB

En af de første udadvendte opgaver som den nye forening tog på sig var at udskrive en plakatkonkurrence blandt lokale kunstnere. Der kom ikke mange forslag ind, men efter flere møder præmieredes et forslag af Axel Jørgensen, Nørregade 42, som det bedste og belønnedes med en præmie på 100 kr. Imidlertid blev plakaten ikke sat i produktion »af finansielle grunde« som bestyrelsens protokol udtrykker det.

De store motorløb på Fanø strand fandt sted 1919-24, billedet er fra 1921. Det første løb den 24. august 1919 var både for racerkørere og almindelige motorkørere, men interessen var naturligvis samlet om de »store« navne fra England og Tyskland. Løbet var kun en delvis succes, totalisatoren svigtede og folk forlangte. deres indsatte penge retur, og nogle truede med sagsanlæg. Den berømte motorkører Malcolm Cambell var med sin »Bluebird« et af de dominerende navne. Det var under et verdensrekordforsøg fra hans side at et hjul rev sig løs og dræbte 15-årig tilskuer.

En egentlig turistbrochure var der ikke penge til det første år. Derimod lykkedes det at få udgivet en ESBJERG-FANØ Turist- avis i juli 1922 som indeholdt omtale af de seværdigheder som man ville anbefale de besøgene. For Fanøs vedkommende var det naturligvis stranden og naturen der omtaltes, i Esbjerg var det havnen, Vandtårnet, kirkerne og omegnens plantager der blev fremhævet. Blandt omegnens idyller var også Roborghus kro som uheldigvis brændte et halvt år senere og derefter blev nedlagt som kro. Samarbejdet mellem Esbjerg og Fanø var ikke helt harmonisk, de to parter vogtede nidkært på hinanden. Allerede i efteråret 1922 kom det til et skarpt opgør mellem bestyrelsesmedlemmerne fra byen og dem fra øen. Fannikkerne beskyldte Esbjergfolkene for at have agiteret for at folk ikke skulle tage til Fanø, »idet det blev anført, at det er for dyrt herovre«. Men der blev igen opnået enighed så der kunne gøres en fælles indsats for både by og ø.

fanoeloebet-1921

B1355 badevogn Mads Mathias

P11 WEB

Tyverne var vanskelige år, økonomisk stramme, især i begyndelsen af tiåret, men turistbesøget steg navnlig efter 1924. På Fanø havde man en særlig attraktion som trak tusinder af tilskuere til. Det var de store motorløb som var begyndt i 1919. Egentlig havde man planer om at lave store ridestævner, men det slog ikke an. I 1919 holdt man så motorløb, arrangeret sammen med dagbladet Politiken, siden med KDAK. Der var ca. 500 biler på Fanø ved det første stævne og der blev færget ca. 15.000 mennesker over den søndag. I 1924 holdtes det sidste løb, dels fordi hastigheden var blevet så stor at stranden ikke kunne klare presset, dels fordi et uheld havde kostet en tilskuer livet. I 1939 prøvede man at genoptage motorstævnet, men det blev ikke til mere end ideen.

I 1936 blev der sat gang i diskussionen om en broforbindelse til Fanø og Turistforeningen var fyr og flamme  for ideen. »Den vil naturligvis give os et væld af turister sagde formanden, men i Nordby var man ikke spor glad for Diskussionen om bro - ikke bro fortsatte til Verdenskrigen satte en stopper for debatten. Ideen blev taget op et par gange efter krigen, men bro kom der som bekendt ikke.

P10 WEB

Fanø Vesterhavs-bad i trediverne, en hel lille by med hoteller, pensioner og private villaer. Badet blev oprettet i 1891 og det første hotel var Kurhotellet - midtfor på billedet. Her flokkedes ikke blot et dansk, mondænt publikum, men også i grad et tysk. Fanø Bad var på tyske hænder til 1904 hvor det blev købt af et dansk konsortium. Hotel Kongen af Danmark til højre, var blevet ombygget i slutningen af tyverne og var det mest moderne, det blev i øvrigt i trediverne drevet sammen med Centralhotellet i Esbjerg. Uden om hotellerne lå golfbane og tennisbaner, og på kurstedet var der i sæsonen koncerter og anden underholdning. Priserne var pr. døgn på 8-10 kr. og det var skyhøjt efter datidens prisniveau.

B1630-73 Golfbanen

Golfbanen, der blev oprettet i 1902, som nr. 2 i Danmark, øvede stor tiltrækning på både grunejere og turister. Grundejere og golfbane har gennem alle årene hørt sammen og dannede midtpunkt for Golfugen og andre turneringer.

Alt taget i betragtning var det Fanø Vesterhavsbad der trak. Her var Kurhotellet med varmt og koldt vand på alle værelser og balkon til havet i mange af dem. Til middagen - eller diner'en som det hed - spillede hotellets eget orkester. Og ikke mindre flot var Hotel Kongen af Danmark, nybygget og genåbnet i 1929, med telefon på værelserne og centralvarme på kølige dage.  Strandhotellet var måske en anelse mindre kendt, men kunne prale af at have udsigt til golfbanen. Missionskurstedet Fanø Strand lagde mest vægt på familieophold og var særlig børnevenligt.



Det kneb for Turistforeningen at komme overens med badets direktion. Foreningen ville have stranden åben for alle og direktionen ville have afspærret området. "Kurtaksten", dvs. afgift for at benytte stranden var nemlig en stor indtægt og direktør 0. Lassen var ingen nem partner at forhandle med. Men sagen løstes dog omsider, ikke  mindst fordi det offentlige ikke ville udbedre vejen til badet hvis der ikke var offentlig strand.

Uden for selve badet voksede sommerboligerne frem. De gamle villaer fra før århundredskiftet stod endnu, men den nye tids sommerhuse skød op i et voksende antal. I Rindby blev den første lejrplads oprettet inden tiåret sluttede, men Sønderho beholdt sit eget præg. Et sommerhotel blev der dog åbnet også der. Der kom mange selskaber til Fanø, skolebørn på en-dages ture kom i tusindvis. I slutningen af 30'erne arrangerede mange aviser ture for deres læsere, i 1937 kom 450 odenseanere på tur fra Fyns Social Demokrat, og Skive Folkeblad sendte 400 turister. Venstres Ungdom fra Vejle mønstrede 260, bagermestre på Fyn mødte op med 160 og Odenses typografer på udflugt toppede med 500 i særtog. Men storpolitisk trak det op til uvejr. 1. september brød Verdenskrigen ud og fire dage senere smed en engelsk maskine 4 bomber over Esbjerg, 1 blev dræbt og flere såret. Det var ikke turisttid.

Under besættelsen måtte arbejdet for turismen stort set opgives. De første par år var der endnu tale om feriegæster, men det gik snart i stå. Trafikkens indskrænkninger, de tyske beslaglæggelser af hoteller, senere sabotage og strejker, gjorde tiderne så usikre at ingen rejste på ferie. På Fanø var de tyske befæstningsarbejder og beslaglæggelserne af hotellerne så omfattende at det gamle Nordsøbad fik et knæk som ikke lod sig reparere. Før krigen var der på Fanø 950 sengepladser på hotellerne, efter befrielsen var 700 af dem ubrugelige. De store befæstningsarbejder langs den jyske vestkyst tog fart fra november 1943.



Den tyske feltmarskal Erwin Rommel havde været på inspektionsrejse og var meget kritisk over for arbejdets kvalitet, så der blev sat et vældigt byggeri i gang. Tyskerne forlangte af borgmester Høyer Nielsen at kommunen skulle stille 800-1000 mand til rådighed straks foruden lastvogne og andet udstyr. Hvis ikke kravet blev opfyldt ville der blive tvangsudskrevet folk til at arbejde ved fæstningsarbejdet. Efter forhandlinger med arbejdsministeriet blev tallet reduceret til ca. 300, men kommunen skulle til gengæld huse et par tusinde arbejdere som kom fra andre dele af landet. Det var en næsten kaotisk situation som kommunens administration trods alt fik styr på. Når byens befolkningstal i statistikken opviser et indvandringsoverskud i 1943 på 1.201 og i 1945 et minus på 436 så afspejler det lidt af situationen. Det var ikke turister der tog Esbjerg, Fanø og vestkysten i besiddelse i disse år!

Efter befrielsen kom oprydningens tid.   Fæstningen Esbjerg skulle afmonteres, de tyske bunkers på Fanø ryddes og der var langt til normale tilstande. Og minefaren var så stor at der blev udleveret kort med oplysninger om minefelter og drivminer til de første badegæster der kom for at se til deres sommerhuse, eller det der var tilbage af dem.

Og så eksploderede det hele i 50'ernes sidste år. Fra 1951 til 1958 mere end fordobledes antallet af biler der ville overføres til Fanø. Turistbusserne blev et dagligt syn, og vejmyndighederne måtte konstatere at vejene slet ikke kunne holde til den belastning.

faerger

Fanøfærgeriet var en anden trafikalflaskehals, og det havde såmænd været et problembarn lige så længe der var kommet turister til øen. Fanø er at sammenligne med et forsømt husmandssted, medens Sild er et velplejet gods. Sådan skrev en vred beboer i Vestkysten i 1956. Færgelejet er i dag indrettet i den gamle fiskerihavn Il fra 1901. Bag færgeporten skimtes Vandtårnet og Havneadministrationsbygningen. Billedet er fra 1968. Nederst tv. motorfærgen "Fanø" 1926, th. »Esbjerg« 1960.  

Fanøfærgeriet var stadig en hovedpine, men det har overfartssteder såmænd altid været, både før og under turismens tid. Færgeriet til Fanø var et gammelt kongeligt privilegium . som kromanden i Strandby havde. Det gamle færgested lå ud for den nuværende Gl. Færgevej, men i 1875 blev færgestedet flyttet til den nye dokhavn, i 1878 blev der indsat dampfærge på ruten. Færgeriet var på private hænder indtil 1918 da Postvæsenet overtog ruten, færgen og færgegården for en samlet sum på 225.000 kr. I 1977 overtog DSB Fanøoverfarten. Fra 1921-31 blev der anskaffet motorbåd- og færger der var indrettet til datidens krav, den største kunne tage 15 biler. Men da bilen blev mere udbredt blev færgeriet en flaskehals. Fra 1951 til 57 fordobledes antallet af biler der skulle overføres, foruden at antallet af cykler og passagerer steg. Der blev klaget over dårlige ventesalsforhold, manglende toiletter og »Fanøfærgeriet« var et fast punkt på dagsordenen ved den årlige generalforsamling. I 1954 blev det foreslået at man købte et landgangsfartøj til at fragte biler over med i højsæsonen. Det sank imidlertid i Sønderborg havn, og så blev planen opgivet. I 1953 blev der gjort et nyt forsøg på at få broplanerne realiseret, men anmodningen mødte et nej fra trafikministeren. I 1958 dannedes et konsortium af firmaet Kampsax og kommunerne Esbjerg, Nordby og Sønderho, og der blev søgt om tilladelse til at bygge broen. Igen blev der sagt nej og i stedet blev der tilbudt forbedringer i færgefarten. Fra 1955-58 blev der anlagt nye færgelejer og i begyndelsen af 60'erne kom der nye og større færger. Esbjerg kommune havde allerede under krigen købt 160 td. land på Fanø som skulle indrettes til ferieland med campingpladser, feriebyer m.m. når broen engang stod færdig. Både campingpladserne, feriebyerne, sommerhuskolonierne og alt det andet kom, men det var ikke broens skyld.

En færge har sin enegang


(Frit efter Johs. V. Jensens sømandssang).  

I den voldsomme storm kom Fanø-færgen forleden ud af kurs og måtte indhentes på vej ud på Vesterhavet og bugseres hjem.  

En færge har sin enegang

på fire favne vand,

til stadighed den er lidt trang

at se fra strand til strand.

- Kaptajn, jeg ta'r til Canada

og hvisker nu farvel,

det véd jeg da, det kan a' da

- og sejler for mig selv.

 

Mig vinked' mangen yppig kyst

og havet fostrer dåd,

et anker griber i mit bryst,

men fra en slæbebåd!

Nu ligger jeg i Fane bugt,

humøret det er sløjt,

fordømt den hele hule flugt,

når bølgerne går højt



Fanø er mere end Vesterhavsbadet, mange turister vil måske endda sige at Fanø er Sønderho. Den havde sin egen turistforening og først i 1951 gik den ind i Esbjerg-Fanø Turistforening. Sønderho er en enestående by, der lykkeligt har undgået at miste sit oprindelige præg af fortid før jernbane og bilisme. Fanøboerne købte deres ø af kongen i 1741 og fejrede behørigt 200-året for friheden under besættelsen. Med selvstændigheden hørte retten til at drive handel og skibsfart, og det var baggrunden for den storhedstid som Fanø og især Sønderho havde under sejlskibstiden. Da jernskibe drevet af damp overtog sejladsen på verdenshavene gled Sønderho ned i ubemærketheden. Men byen blev genopdaget af folk der forelskede sig i de lave huse, den ensartede byggestil med den halvrunde kvist over det fine dørparti og de særprægede vinduespartier, og i de mange småveje eller stier med malede stakitter eller tang- og tjørnediger. Det var ikke Vesterhavsbadets publikum der søgte til Sønderho, det var københavnere der genopdagede byen og der fandt en anden stemning og mere fred end ved det lidt hæsblæsende kurbad. Nogle af sommergæsterne fandt sammen med lokale beboere i en fælles interesse for at bevare miljøet i byen, længe før man andre steder blev klar over turismens trussel mod det fysiske miljø. I 1928 dannede de Fonden Gamle Sønderho og holdt den første Sønderhodag. Siden har Fonden virket som bevaringsforening, og i 1965 købte fonden Hannes Hus og indrettede det til museum. Det er også fonden som sørger for Sønderho mølle som egentlig ikke er så gammel, fra 1895, men malerisk er den. Sønderho kro er meget ældre, den er bygget i 1722 og er nu fredet. Den er blevet gennemrestaureret uden at miste sit særpræg og en større tilbygning i 1977 er også gennemført uden at skæmme helheden. Sønderhoningerne siges at være noget særegne. Det er deres by sandelig også.



Mellemkrigsårene betød ingen væsentlig vækst i turismen. Ved Vesterhavsbadet og Rindby Strand opførtes i årene 1933-35 en del småhuse i kolonihavestil - negerhytter kaldet, men krigsårene standsede på ny udviklingen. Først omkring 1953 begynder sommerhusbyggeriet igen, i årene 1957-61 sker et vældigt opsving, hvorefter udviklingen bliver mere konstant. Med 1960'ernes velstandsstigning - såvel i Danmark som i det genopbyggede Vesttyskland - oplever bilturismen en vækst som aldrig før med sommerhus- og campingferie i sit kølvand. I 1977 havde Fanø 2.344 fritidshuse, deraf 2.097 egentlige sommerhuse. Planlægningen forudser yderligere 800-1000. når øen er fuldt "udbygget", når man således op på omkring 3200 fritidshuse mod godt 1000 helårshuse. 

Den voksende sommerhusbebyggelse er ikke blot en belastning for landskabet. Også plantevæksten forringes eller ødelægges. Klitsandets livsvilkår er i forvejen barske og forværres yderligere ved dræningens og det stigende vandforbrugs grundvandssænkning og de tusinde fødders slitage.

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles