Mitfanoe
Fanø Bad 1920 - 1929 - del 8

Fra badet, 27. august 1927. Fanø Ugeblad.

Det strider nu mod slutningen med sæsonen for i år, og direktør Petersen på Kurhotellet har bestemt sig til at lukke Kurens porte på lørdag - altså i dag.

Vi har i den anledning haft en samtale med direktøren for at erfare noget om, hvordan sommeren 1927 har været for Kurhotellet. Hr. Petersen er meget godt tilfreds med denne første sommer herovre. Hotellet åbnede pinselørdag, og begyndte med ikke så få gæster. Da forespørgsler og tilmeldelser tillige begyndte at strømme ind gav den nærmest foreliggende fremtid således gode løfter om stort besøg. Men på grund af juni måneds ugunstige vejr blev der dog først fuldt hus på Kuren den 1. juli. På dette tidspunkt var tilstrømningen så stor, at der måtte siges nej ikke alene til gæster herhjemmefra, men også til udlændinge. I omtrent halvanden måned var der fuldt hus. Publikummet var overvejende dansk, dog havde hotellet også mange tyske gæster, ligesom svenskerne også - navnlig dog i for sæsonen - var på besøg. Sæsonen har således i år været betydelig bedre for Kuren, end den har været de nærmest foregående år.



Badeliv i 1920'erne

 

                     

P23 WEB      P31 WEB 

P37 WEB

                    

 

P54 WEB

Æsler og badevogne på stranden ved Fanø Vesterhavsbad i 1920'erne.

Generalforsamling, 7. april 1928. Fanø Ugeblad.

A/S Fanø Vesterhavsbad har afholdt ordinær generalforsamling den 30. marts i København under ledelse af overretssagfører Wolff.

Den administrerende direktør Olaf Lassen, aflagde beretning. Som oplyst på den for kort tid siden afholdte ekstraordinære generalforsamling, havde årsresultatet, trods de dårlige tider og det umulige vejr, været nogenlunde tilfredsstillende, så at driftsregnskabet kunne slutte med et lille overskud.

For den komemnde sæson syntes forholdene at tegne sig ret gunstigt, men nu havde branden på "Kongen af Danmark" foranlediget, at spørgsmålet om at skaffe plads var blevet mere aktuelt.

Direktør Lassen oplyste i den anledning, at da hotellet ikke kunne være genopbygget til sæsonen, måtte man overveje på anden måde at skaffe plads til de gæster, der ellers hørte til dette hotels faste publikum. Derfor vil bl.a. forskellige villaer, der ellers udlejes til egen husførelse blive omdannet til dependancer for de forskellige andre hoteller ved Badet, så man håber at ingen gæster, der ellers vil til Fanø og som melder sig i rette tid, behøver at søge andetsteds hen.

Under branden havde Kurhotellet en overgang været truet, men ved dygtigt og tappert udført arbejde, såvel fra brandvæsenets som fra badets funktionærers side var det lykkedes at afværge faren.

Beretning og regnskab godkendtes.


Vejen til Badet, 18. februar 1928. Fanø Ugeblad

Som det måske vil erindres, endte den konflikt, der sidste sommer var mellem vognmændene i Nordby og direktionen for Fanø Vesterhavsbad, bl.a. med, at Nordby sogneråd lovede at tage under overvejelse at gøre badevejen til en kommunal vej.

Efter at sognerådet har modtaget en skrivelse fra Ribe Stiftamt, hvoraf det fremgår, at der ikke kan forventes amtstilskud til vejens overtagelse, har sognerådet enstemmigt vedtaget ikke at overtage badevejen.

Murrester i klitterne 1928. Fanø Ugeblad.

Efter den store stormflod er der noget syd for Badet blevet opdaget nogle murrester, som bølgerne ved deres drabelige indhug på klitterne har afdækket. I den anledning har der været fremsat forskellige formodninger om, hvor resterne kunne stamme fra. Efter hvad den nu 84 år gamle A. C. Andersen fortæller os, skal murresterne stamme fra en hestestald, som for ca. 40 år siden af Badepavillonens daværende ejere blev bygget på nævnte sted. Staldens øverste del bestod af et stort skibsruf, som Andersen, der den gang drev vognmandsforretning, i forbindelse med Jens Berg var med til at transportere fra beddingen til stranden via Kirkevejen ved hjælp af 6 heste. Ankommen til bestemmelsesstedet blev ruffet anbragt på en stensokkel. I tidens løb er træværket på en eller anden måde blevet tilintetgjort, og sokkelen gemt og glemt i sandet, indtil den nu pludselig er kommet frem i dagens lys. Om nogen boplads fra ældre tider er der således ikke tale.

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles